’Badehotellet’ er suveræn i toppen af hitlisterne. ’Efterforskningen’ og den netop afsluttede ’Hvide Sande’ er blandt de mest sete danske serier i de seneste to år.
For en uge siden sluttede TV 2s krimiserie ’Hvide Sande’. Dermed har vi seriens endelige seertal – og dermed har vi et billede af, hvilke tv-serier danskerne har set allermest gennem den seneste tid.
Hvis vi i første omgang ser på 2021, er danskernes absolutte favoritserie ’Badehotellet’, som i år nåede rekordseertallet 1.669.000 i snit til de fem afsnit. Samtidig gav danskerne serien den højeste kvalitetsvurdering nogensinde: 4,6 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.
Aldrig tidligere har en dansk serie/sæson fået så høj en gennemsnitsvurdering.
Det hører i øvrigt med til billedet, at seertallet til ’Badehotellet’ – og til alle TV 2-kanalernes øvrige serier – reelt er noget højere end de officielle seertal fra Kantar. Det skyldes, at TV 2-kanalerne – som de eneste – har meget populære snigpremierer på programmerne, og denne snigpremieresening hen over syv-otte dage er ikke en del af det officielle seertal, som offentliggøres hos Kantar.
Seertallene til de nyproducerede, danske fiktionsserier på dansk tv i 1. halvår 2021:
Kanal Titel Seertal Seerandel Vurdering
TV 2 Badehotellet VIII (5 afsnit) 1.669.000 70 procent 4,6
TV 2 Hvide Sande (8) 806.000 45 procent 4,2
CHARLIE Sommerdahl II (8) 480.000 27 procent 4,2
DR1 Sneengle (6) (svensk-dansk) 441.000 26 procent 4,2
DR1 Under overfladen (8) (ty.-da.) 153.000 14 procent ej vurderet
ZULU Minkavlerne II (8) 119.000 7 procent ej vurderet
DR2 Guru (6) 106.000 7 procent ej vurderet
DR2 En rigtig vejrmand (6) 65.000 5 procent ej vurderet
ZULU Umage (4) 26.000 1 procent ej vurderet
Serien 'Klovn VIII' er ikke med på listen, selv om den er særdeles populær. Det skyldes, at serien alene vises på TV 2 PLAY, og herfra offentliggøres ikke seertal. (Kilde: Seer-Undersøgelsen i Danmark v/ Kantar)
Efter ’Badehotellet’ er ’Hvide Sande’ p.t. årets næstmest sete danske fiktionsserie med TV 2 CHARLIEs ’Sommerdahl’ på tredjepladsen.
TV 2-kanalerne er i 1. halvår dominerende, når det gælder antallet af rent danske serier, og når det gælder seertilslutningen til serierne. DR1 har ikke i 2021 sendt en dansk serie, men alene en svensk-dansk og en tysk-dansk serie.
Også når man ser på de nyproducerede, danske fiktionsseriers popularitet gennem de seneste to år (fra sommeren 2019 til sommeren 2021), dominerer TV 2-kanalernes serier.
I denne periode ser hitlisten over de 15 mest sete serier således ud:
Kanal Titel Seertal Seerandel Vurdering
TV 2 Badehotellet VIII (5 afsnit) 1.669.000 70 procent 4,6
TV 2 Badehotellet VII (6) 1.534.000 69 procent 4,5
TV 2 Tinka og Kongespillet (24) 1.096.000 50 procent 4,5
DR1 Julefeber (24) 1.034.000 50 procent 4,2
TV 2 Efterforskningen (6) 830.000 41 procent 4,5
TV 2 Hvide Sande (8) 806.000 45 procent 4,2
DR1 Ulven kommer (8) 730.000 38 procent 4,4
DR1 Når støvet har lagt sig (10) 713.000 36 procent 4,0
DR1 Fred til lands (8) 697.000 33 procent 4,0
TV 2 DNA (8) 673.000 32 procent 4,3
TV 2 Rita V (8) 548.000 36 procent 4,2
TV 2 Grethes jul (4) 540.000 28 procent 3,9
CHARLIE Sommerdahl I (8) 526.000 26 procent 4,2
CHARLIE Sygeplejeskolen III (6) 522.000 28 procent 4,5
CHARLIE Sommerdahl II (8) 480.000 27 procent 4,2
(Kilde: Seer-Undersøgelsen i Danmark v/ Kantar)
11 af de 15 mest sete nye, danske serier i de seneste to år er fra TV 2-kanalerne. På denne liste indgår også to julekalendere samt julefortællingen ’Grethes jul’. Julekalendere er så populære, at også genudsendelser – eksempelvis af TV 2-julekalenderen ’Juleønsket’ i december 2020 med knap en million seere i snit – ville have været med på hitlisten, hvis genudsendelser blev medtaget.