Tv-vært Sofie Linde på ’ZULU Comedy Galla 2020’, hvor hun formåede at sætte skub i den anden MeToo-bølge herhjemme – efterfølgende bakket op af en stor underskriftsindsamling. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Tv-vært Sofie Linde på ’ZULU Comedy Galla 2020’, hvor hun formåede at sætte skub i den anden MeToo-bølge herhjemme – efterfølgende bakket op af en stor underskriftsindsamling. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

- Vi har taget MeToo lige så seriøst som forretningen TV 2

TV 2s dialogmøde i foråret 2021 med lytter- og seerorganisationerne var præget af corona- og MeToo-håndteringen på TV 2. Der var også plads til orientering og spørgsmål om strategi, nyhedsdækning og prisen for TV 2s hovedkanal.

Efter et begivenhedsrigt 2020 var der både corona, MeToo, ny koncernstrategi, nyhedsstrategi, dybdeborende journalistik og aktuelle sager om etik på dagsordenen, da TV 2 mandag 10. maj 2021 holdt årets dialogmøde med lytter- og seerorganisationerne. Mødet foregik på Teglholmen i København.

TV 2s indlægsholdere på mødet var administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen, nyhedsdirektør Ulla Pors og seernes redaktør Lars Bennike. Og spørgelysten fra deltagerne var stor, efter at Anne Engdal Stig Christensen havde givet et overblik over nogle af dagens temaer – først om coronahåndteringen på TV 2, som blev den første arbejdsplads med en coronasmittet medarbejder.

- Tre hensyn har hele tiden været i fokus under coronapandemien: 1) Medarbejdernes tryghed og helbred, 2) TV 2s public service-udkomme og 3) virksomhedens drift. Vi har en forpligtelse til at udsende nyheds- og aktualitetsdækning, og det gælder særligt i en krisetid. På TV 2 har vi ønsket at passe godt på hinanden – med blandt andet hjemmearbejde, coronatest og adskillelse mellem Kvægtorvet og Teglholmen – for at sikre, at vi hele tiden har kunnet udkomme med vores public service-indhold, sagde Anne Engdal Stig Christensen og fortsatte:

- Straks efter coronanedlukningen oplevede vi, at mange annoncører trak reklamer væk, og det gav stor nervøsitet om vores drift. Heldigvis lykkedes det at få reklamekronerne tilbage, så vi endte med et tilfredsstillende 2020.

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Advokatundersøgelse og omfattende kulturarbejde
TV 2s administrerende direktør oplevede også en total ændring af TV 2s hverdag fra 26. august 2020, da Sofie Linde holdt sin legendariske tale ved ’ZULU Comedy Galla 2020’.

- Jeg oplevede internt et enormt behov for at få taget en grundig debat om kulturen på TV 2. Vi skulle gå i dybden og have professionel hjælp. Vores svar blev en advokatundersøgelse og en igangsættelse af et stort kulturarbejde med det formål at gøre TV 2 klar til næste generation. Det handler om psykologisk tryghed, ligestilling, tonen og ”temperaturen” i afdelingerne, forebyggelse af krænkende handlinger, onboarding af medarbejdere, nye krav til ledere og chefer og meget mere, sagde Anne Engdal Stig Christensen og fortsatte:

- Vi har taget det hér lige så seriøst som forretningen TV 2. Vi skal gøre noget ved de forhold, som er forkerte, og vi skal bevare og videreudvikle det, der fungerer. Heldigvis er situationen generelt den, at TV 2s medarbejdere holder virkelig meget af deres arbejdsplads, og jeg har en fast tro på, at vi kan skabe en god fremtid sammen med TV 2-medarbejderne.

Stort overskud og prisstigning
Både seermæssigt og økonomisk var 2020 et strålende år for TV 2 – med stigende seerandele, omsætning og overskud, der også blev hjulpet på vej af ændringer på distributionsmarkedet, hvor Discoverys kanaler udgik af YouSees distribution.

Blandt dialogmødets deltagere var der kritik af, at TV 2 – i et år med rekordgode resultater – varslede en forhøjelse af den månedlige abonnementspris på TV 2s hovedkanal.

- I mister flere husstande, når I hæver prisen, lød en kritisk bemærkning, mens en anden sagde, at TV 2 ”besværliggør sit eget ønske om høj tilgængelighed” ved at hæve prisen.

Anne Engdal Stig Christensen svarede, TV 2 mistede 140.000 husstande alene fra 2019 til 2020 som følge af radikalt ændrede forbrugervaner. Faldet i den traditionelle tv-distribution accelererer, og konkurrencen på streamingområdet intensiveres. Begge dele truer TV 2s fremtidige gennemslagskraft.

- Vi mister penge på det traditionelle tv-marked, og en prisforhøjelse sker for at fastholde vores omsætning. Uden prisjustering må vi skære ned på public service-udbuddet af blandt andet nyheder, dokumentar og dansk fiktion. Desuden har vi investeret i stor sport som landsholdsfodbold, der efter vores mening hører hjemme på en national kanal, sagde Anne Engdal Stig Christensen og fortsatte:

- TV 2 skal samtidig kunne levere overskud, for vi bøvler med store retssager om milliarder. Som forbruger bryder jeg mig heller ikke om prisstigninger, men 20,50 kroner + moms om måneden for TV 2 med nyheder, sport og masser public service-indhold er billigt.

- Vores analyser viser, at faldet i udbredelsen ikke skyldes en lille prisjustering på TV 2s hovedkanal. Faldet skyldes, at danskerne vil have streaming og i betydelig grad fravælger tv-pakker.

TV 2s køb af rettighederne til Danmarks herrelandshold i fodbold er en af de nye sportsrettigheder, som skal være med til at sikre TV 2s fortsatte gennemslagskraft. Billedet med Simon Kjær og Thomas Delaney er taget efter VM-kvalifikationskampen Danmark – Østrig i Parken i oktober 2021. (Foto: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix / TV 2)

TV 2s køb af rettighederne til Danmarks herrelandshold i fodbold er en af de nye sportsrettigheder, som skal være med til at sikre TV 2s fortsatte gennemslagskraft. Billedet med Simon Kjær og Thomas Delaney er taget efter VM-kvalifikationskampen Danmark – Østrig i Parken i oktober 2021. (Foto: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix / TV 2)

Ny koncernstrategi med TV 2 PLAY i hovedrollen
Anne Engdal Stig Christensen gav herefter et indblik i TV 2s nye koncernstrategi ’TV 2 PLAY til alle’, der skal sikre TV 2s fortsatte gennemslagskraft og positionen som førende udbyder af public service og dansk indhold.

- PLAY har en altafgørende rolle i strategien, og hele vores mediehus skal arbejde for et bedre og større TV 2 PLAY. TV 2 tjener penge for at købe indhold, herunder premium sport, som der er stor betalingsvillighed for. Når brugere vælger TV 2 PLAY for at se sport og programmer, så ser de også på vores nyheder og andre public service-tilbud, sagde TV 2s direktør og fortsatte:

- TV 2 PLAY har streamingmarkedets stærkeste puls med masser af nyt indhold hver dag – herunder nyheder og aktualitet. Ambitionen er, at alle skal ind på PLAY hver dag – blandt andet for at se de seneste nyheder.

En deltager i dialogmødet fandt det ærgerligt, at TV 2 PLAY efter indkøbet af nye sportsrettigheder har flyttet sportstilbud ud af familiepakken og ind i en ny og dyrere sportspakke på TV 2 PLAY. Og mødedeltageren spurgte, om også TV 2 PLAYs film ryger ud af familiepakken.

- Nej, vi vil stadig have film i familiepakken, og hvis man vil have flere film, kan man tilkøbe Paramount+ til en fordelagtig pris, sagde Anne Engdal Stig Christensen.

Fra deltagere i dialogmødet blev det tilkendegivet, at de mange mistede tv-husstande er en alvorlig udfordring for TV 2. En deltager foreslog, at TV 2 får støtte fra og i højere grad sælger sine tv-serier til udlandet for at skaffe penge til fiktionsproduktion.

- Det gør vi allerede meget. Vi har serier med tysk medfinansiering, og nordiske tv-selskaber er næsten altid med i vores dramaproduktioner. Vi investerer alt, hvad vi kan, i ny dansk tv-fiktion, som har stor interesse på både traditionelt tv og på streaming, sagde Anne Engdal Stig Christensen.

TV 2s nyhedsdirektør, Ulla Pors. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

TV 2s nyhedsdirektør, Ulla Pors. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Aldrig tidligere har der været så meget brug for troværdig nyhedsformidling
Næste TV 2-indlægsholder på dialogmødet var TV 2s nyhedsdirektør Ulla Pors, der var tiltrådt i jobbet pr. 1. februar 2021. Hun gav mødedeltagerne et indblik i TV 2 Nyhedernes indsatsområder i den kommende tid.

- Jeg har i år lavet tv i 30 år, og der har aldrig før været så meget brug for os – og for troværdig nyhedsformidling – som nu, hvor vi har coronanedlukninger, hvor vi skal sikre fakta og viden i debatten, og hvor vi oplever ekkokamre og ”sølvpapirshatte”. Vi er i en tid med store modsætninger – eksempelvis mellem land og by og mellem det nationale og globale, sagde Ulla Pors.

Det tidlige forår 2020 blev en særlig udfordring for TV 2, og 26.-27. februar blev historisk. 26. februar klokken 19.00 sendte TV 2 Nyhederne og TV 2 Regionerne i et ekstraordinært samarbejde en timelang dækning af de massive oversvømmelser i Danmark. Og natten mellem 26. og 27. februar skiftede nyhedssituationen i Danmark og på TV 2 fuldstændig, da en TV 2-medarbejder blev ’patient 0’ – den første dansker, som blev testet positiv for coronavirus.

- Med ét havde vi 16 NEWS-medarbejdere i isolation i 14 dage, samtidig med at nyhedsdækningen om corona buldrede derudaf. Corona har fyldt hver dag lige siden – i både vores dækning og i den måde, vi arbejder på, sagde Ulla Pors.

Hun fortalte om udviklingen på TV 2 NEWS, der er Danmarks tredje største kanal, og som er meget mere end gule breaking news-bjælker – nemlig fokus på analyse, perspektiv og baggrund. I den forbindelse nævnte hun NEWS’ coronamagasin ’Spørg om corona’, der kom hurtigt i luften som et forsøg, og som siden udviklede sig til et ugentligt og herefter dagligt magasinprogram i mange uger.

Ulla Pors kiggede også frem mod det kommende kommunal- og regionsrådsvalg, som TV 2 vil dække i endnu tættere samarbejde med TV 2 Regionerne end tidligere.

Nyhedsvært Ditte Haue fotograferet i TV 2s nyhedsstudie i Odense. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Nyhedsvært Ditte Haue fotograferet i TV 2s nyhedsstudie i Odense. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Nyheder og aktualitet flytter endnu mere ind på TV 2 PLAY
En af de afgørende opgaver for TV 2s nyhedsledelse er at flytte forbruget af nyheder med over på TV 2 PLAY i takt med, at det traditionelle tv-marked er vigende.

- Det er vores helt store fokus, og vi har for første gang udnævnt en chefredaktør med ansvar for Nyhederne på TV 2 PLAY. NEWS et kæmpe aktiv for PLAY, og sening af nyhedsudsendelser fra TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 Regionerne står for cirka 35 procent af det samlede liveforbrug på TV 2s streamingtjeneste, sagde Ulla Pors og fortsatte:

- Nyheder skal være en væsentlig del af TV 2s sendeflade, men herudover bliver der – meget forenklet sagt – kun stillet ét krav til TV 2s nyhedsdækning, nemlig én hovedudsendelse i primetime pr. dag fra Odense. Alt det andet, vi laver på TV 2, på NEWS og på TV2.DK, er af ren lyst. Det samme gælder på TV 2 PLAY, hvor vi ikke behøver bringe nyheder. Men vi gør det af lyst, og fordi det er afgørende for os, at TV 2 PLAY er en streamingtjeneste med en puls af nyheder og aktualitet.

På dialogmødet var der roser til TV 2s dagsordensættende dokumentarer og ønske om flere af den type programmer. Der var også opfordring til at følge op på programmer som eksempelvis ’Plejehjemmene bag facaden’.

- På TV 2 PLAY har I det undersøgende program ’Gravegruppen’, som jeg gerne vil rose, for her får man ofte indblik i historier, man ellers ikke er opmærksom på. Jeg håber, I vil bruge meget kraft på dybdeborende historier, sagde mødedeltageren, der fik svar fra Ulla Pors.

- ’Gravegruppen’ er et forsøg på at lave en lidt anderledes journalistik på TV 2 PLAY, hvor et program skal have længere levetid end dagsaktuelle nyheder. Det samme udforsker vi med TV 2 ECHOs programmer, hvor vi også indsamler erfaringer om nyheds- og aktualitetsindhold på streaming, sagde hun.

TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz rapporterede live fra Washington, da Kongressen 6. januar 2021 – på en sort dag i amerikansk historie – blev stormet af demonstranter. På dialogmødet blev der stillet spørgsmål om korrespondentens sikkerhed. (Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix / TV 2)

TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz rapporterede live fra Washington, da Kongressen 6. januar 2021 – på en sort dag i amerikansk historie – blev stormet af demonstranter. På dialogmødet blev der stillet spørgsmål om korrespondentens sikkerhed. (Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix / TV 2)

Flere TV 2-korrespondenter
Fra deltagere i dialogmødet var der spørgsmål om TV 2s korrespondentnet, som Ulla Pors er i gang med at udbygge med eksempelvis en fast korrespondent i Kina, og en fast korrespondent i Norden samt en korrespondent med fokus på Grønland, Arktis og sikkerhedspolitik.

- Bliv endelig ved med at udbygge nettet af korrespondenter, men undgå gerne de situationer på skærmen, hvor to korrespondenter fører en samtale med hinanden. Det fremstår som en lukket fest, vi seere ikke er med til, sagde en mødedeltager, mens en anden fandt det bekymrende, hvis Mellemøsten dækkes fra Israel og med for lille fokus på de arabiske lande.

En mødedeltager undrede sig over, at TV 2 kunne tillade, at Jesper Steinmetz 6. januar 2021 stod tæt ved Det Hvide Hus, mens stormen på Kongressen var i gang.

- Vores korrespondenter har stor erfaring i at begå sig i udfordrende situationer, og vi har fuld tiltro til deres dømmekraft. Det er korrespondenterne, der afgør, om en situation er sikker nok, eller om det bliver for usikkert, så de bør trække sig. Korrespondenterne kan bedømme situationen, fordi de er på stedet – det kan vi ikke gøre hjemmefra, sagde Ulla Pors.

Få klager over coronadækningen
Det handlede for en dels vedkommende også om corona, da Lars Bennike, seernes redaktør på TV 2, fortalte om sager og klager på hans bord og besvarede spørgsmål fra dialogmødets deltagere.

- Jeg oplever, at TV 2 har leveret en god, saglig dækning om corona, og der har ikke været mange klager. Nogle seere havde fokus på, at TV 2s medarbejdere skulle holde mere afstand, mens andre ikke brød sig om de mange billeder af test i næse og hals, optagelser af døde mink og senere af vaccinationsstik i armen. Til gengæld har vi ikke fået mange henvendelser fra personer, som eksempelvis mener, at vacciner skal sprøjtes i borgerne for at kontrollere os, sagde Lars Bennike.

En mødedeltager savnede lidt mere ”saglig dækning” af minksagen. Andre efterlyste et oplysende program om ”det hér coronacirkus”, et program om coronaens påvirkning på et sundhedsvæsen under pres og et fokus på, hvordan coronasituationen er håndteret internationalt.

En mødedeltager ærgrede sig over mange reklamer for spil og spurgte, om seernes redaktør modtager mange klager over det.

- Det sker ind imellem, men i den forbindelse er det vigtigt at vide, at vi også har kommerciel ytringsfrihed herhjemme. TV 2 redigerer ikke reklamerne og bestemmer ikke, hvad der reklameres for. TV 2s jurister vurderer, om de reklamer, der ønskes bragt, er i overensstemmelse med lovgivningen. Og er de det, kan de bringes, sagde Lars Bennike.

 

 

Billede {0} af {1}