’Hvide Sande’-premieren rundede én million seere

Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund i rollerne som henholdsvis Helene og Thomas i TV 2s nye krimiserie 'Hvide Sande'. (Fotos: Martin Dam Kristensen / TV 2)

Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund i rollerne som henholdsvis Helene og Thomas i TV 2s nye krimiserie 'Hvide Sande'. (Fotos: Martin Dam Kristensen / TV 2)

Millionseertal er ganske sjældne, men premieren på TV 2s nye krimiserie blev set af 1.063.000 danskere. Seerinteressen er fortsat særdeles høj til de næste afsnit, hvor en meget stor sening sker på TV 2 PLAYs snigpremierer. Og snigpremiere-seningen indgår ikke i de officielle programseertal.

TV 2s nye krimiserie ’Hvide Sande’ er kommet særdeles flot fra start hos danskerne. På premieredagen mandag 3. maj så 773.000 seere med på serien, og det officielle, konsoliderede seertal – som Kantar opgør otte dage efter tv-visningen – endte på 1.063.000 seere. Dette tal inkluderer den sening, som finder sted via TV 2 PLAY, catchup-sening og harddiskoptagelse i syv dage efter tv-visningen.

Dermed er ’Hvide Sande’ kommet med i en eksklusiv ”klub”, der bliver mindre år for år – nemlig ”klubben” af programmer, som har millionseertal i den officielle seermåling fra Kantar.

Store sportsbegivenheder og de største underholdningsprogrammer som ’X Factor’, ’Den store bagedyst’ og ’Vild med dans’ har millionseertal hos Kantar. Det samme gælder visse fiktionsserier – alle afsnit af TV 2s ’Badehotellet’ og flere julekalendere på TV 2 og DR1. Men der bliver længere mellem millionprogrammerne i disse år, når den traditionelle tv-sening er vigende, og når TV 2 PLAY-snigpremiererne ikke medregnes i de officielle programseertal.

På fiktionsområdet havde premieren på TV 2-serien ’Efterforskningen’ i efteråret 2020 også et millionpublikum hos Kantar – nemlig 1.009.000 seere. Og som sagt: TV 2s ’Badehotellet’ er i særklasse Danmarks mest populære serie med omkring 1,5 millioner seere til samtlige afsnit siden premieren i december 2013.

På DR1 er der efterhånden langt mellem millionseertallene til dansk tv-dramatik. Her skal man helt tilbage til begyndelsen af 2017 – nemlig tredje og sidste sæson af ’Arvingerne’ – for at finde et millionseertal hos Kantar (når man ser bort fra tv-julekalenderafsnit).

Bodil Jørgensen i rollen som politichefen Ellen i krimiserien 'Hvide Sande'.

Bodil Jørgensen i rollen som politichefen Ellen i krimiserien 'Hvide Sande'.

Premieren og de følgende afsnit med snigpremiere kan ikke sammenlignes

Efter sæsonpremieren falder de officielle Kantar-seertal til TV 2s fiktionsserier. Seertalsnedgangen handler ikke om mindre interesse for serierne, men skyldes især, at der er kolossalt høj snigpremiere-sening på TV 2 PLAY af de efterfølgende fiktionsafsnit.

TV 2 viser snigpremierer på alle afsnit på nær sæsonens første program, og snigpremiere-seningen er ikke en del af Kantars officielle programseertal.

Andet afsnit af ’Hvide Sande’ blev i løbet af mandag 10. maj set af 630.000 danskere, og det gjorde igen ’Hvide Sande’ til det mest sete program i uge 19. Som nævnt blev premieren blev set af 773.000 i løbet af mandag 3. maj.

Det er imidlertid umuligt at sammenligne de to seertal direkte, idet andet afsnit af ’Hvide Sande’ gennem en hel uge allerede var set af et meget stort antal danskere via snigpremieren på TV 2 PLAY (som ikke indgår i Kantars officielle programseertal).

Af principielle og konkurrencemæssige grunde oplyser TV 2 ikke seertal på TV 2 PLAY – og det gør TV 2s streamingkonkurrenter heller ikke.

Det officielle, konsoliderede seertal på andet afsnit af ’Hvide Sande’ kendes tirsdag 18. maj. Det vil naturligvis ligge noget lavere end det konsoliderede premieretal på 1.063.000, og det skyldes igen særdeles høj snigpremieresening på afsnittet (som ikke medregnes i det officielle Kantar-seertal).

Billede {0} af {1}