TV 2 transmitterer fra prins Philips begravelse

Prins Philip under et statsbesøg i Colombia 1. november 2016. (Foto: Andrew Parsons /Parsons Media / Ritzau Scanpix / TV 2)

Prins Philip under et statsbesøg i Colombia 1. november 2016. (Foto: Andrew Parsons /Parsons Media / Ritzau Scanpix / TV 2)

TV 2 rydder fladen lørdag eftermiddag og dækker begravelsen, der finder sted på Windsor Castle lidt vest for London.

Prins Philip døde i fredags på Windsor Castle i en alder af 99 år, og når han begraves lørdag 17. april i St. George’s Chapel i Windsor, er begravelsen i høj grad tilrettelagt efter prinsens ønsker. Her fejres og hyldes prinsens liv og hans mere end 70 år lange tjeneste for dronningen, Storbritannien og the Commonwealth.

TV 2 har ryddet programfladen lørdag eftermiddag for at dække begivenheden, der bliver transmitteret til tv, selvom den efter prins Philips ønske ikke er en statsbegravelse, og selvom coronarestriktioner yderligere har afgrænset begivenheden. Værter for TV 2-dækningen er Natasja Crone og Morten Ankerdal.

TV 2s dækning går i luften klokken 13.00, og kanalen dækker frem til 18 Nyhederne. I den første time kan seerne se dokumentaren ’Prins Philip – med egne ord’, hvor prinsen viser rundt på Windsor Castle.

Fra klokken 14.00 dækker TV 2 begravelsen med transmission fra Windsor og med omstilling til korrespondenterne Divya Das, Jesper Steinmetz og Celina Liv Danielsen i London – og til Ulla Terkelsen i Frankrig.

Værterne Natasja Crone og Morten Ankerdal samler begivenhederne fra studiet i København, hvor de har besøg af blandt andre historiker Steffen Løvkjær, der er specialist i det britiske kongehus, Kaare Nielsen, der som turistfører i London har stor viden om britiske forhold, bygninger og militær, samt Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup.

Selvom prins Philips livsopgave var en rolle i skyggen, var han karismatisk, charmerende og helt sin egen. Efter sin død er prinsen blevet rost for den mangeårige indsats for Storbritannien og for sin stærke støtte til dronning Elizabeth. Læs nekrologen ’Dronningens farverige skygge er væk’ her.

Den britiske kongefamilie er lørdag samlet på Windsor Castle lidt vest for London for at tage afsked med prins Philip. (Foto: Phil Noble / Reuters / Ritzau Scanpix / TV 2)

Den britiske kongefamilie er lørdag samlet på Windsor Castle lidt vest for London for at tage afsked med prins Philip. (Foto: Phil Noble / Reuters / Ritzau Scanpix / TV 2)

Storbritannien er i sørgeperiode
Dronning Elizabeth har godkendt en otte dage lang national sørgeperiode, der varer indtil den kongelige, ceremonielle begravelse lørdag. For kongefamilien gælder en sørgeperiode på to uger.

I selve begravelsen deltager kun 30 mennesker fra den kongelige familie – herunder et af prins Philips børnebørn, prins Harry, der rejser fra USA hjem til Storbritannien for at deltage. Hans gravide hustru, Meghan Markle, er blevet frarådet at flyve til Europa og deltager ikke.

Klokken 15.45 vil en procession anført af Grenadier Guards begynde. Prins Charles og andre familiemedlemmer samt repræsentanter fra prins Philips husholdning vil deltage i processionen, der kommer til at tage otte minutter.

Processionsruten vil være flankeret af repræsentanter fra de militære enheder Royal Navy, Royal Marines, The Highlanders, 4th Battalion Royal Regiment of Scotland og the Royal Air Force. Klokken 15.53 vil processionen ankomme til West Steps-trappen, der fører ind til St. George’s Chapel. Bærere fra den britiske flåde vil herefter løfte kisten og bære den op ad trappen, og for enden af trappen vil de holde en pause og deltage i et minuts stilhed. Klokken 16.00 går begravelsen i gang.

Billede {0} af {1}