Nyhed fra Nissernes Rige: Tinka vender tilbage i 2022

Tinka (Josephine Chavarria Højbjerg) i 'Tinka og Kongespillet' fra 2019. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Tinka (Josephine Chavarria Højbjerg) i 'Tinka og Kongespillet' fra 2019. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Optagelserne til den nye familiejulekalender er netop gået i gang - premiere på TV 2 PLAY og TV 2 i julen 2022.

Optagelserne til den tredje Tinka-julekalender er gået i gang, og julekalenderen, der har titlen 'Tinka og sjælens spejl', får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 i december 2022.

- Jeg er utroligt glad for, at vi igen i 2022 skal dele et af vores mest elskede familiejuleuniverser med danskerne, nemlig Tinka. Den nye Tinka-julekalender rummer alt det, vi har brug for: fællesskab, håb og kærlighed. Familiejulekalenderen er et af TV 2s allerfineste bidrag til public service i en tid, hvor tv- og streamingmarkedet er fyldt med udenlandske formater, for den kan samle danskerne og give dem et frikvarter i den travle juletid. Oveni er det helt fantastisk, at hele holdet bag Tinka igen er klar til at tage os med på en spændende rejse ind i Tinka-universet, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.

En overraskelse venter Tinka
Sidst vi mødte Tinka, indførte hun Samlingen, hvor repræsentanter for regionerne – og et enkelt menneske – sammen styrede og bestemte. Til gavn for både voksne nisser og dem, som i fremtiden skulle føre Nissernes Rige videre. Eller det var i hvert fald meningen…

I 'Tinka og sjælens spejl' har Tinka endnu ikke har fået den nye styreform til at fungere, sådan som hun havde forestillet sig. Hun begynder at tvivle på sine egne evner som nissernes leder, og da Ingi sætter hende på sporet af en familiehemmelighed, søger Tinka med hjælp fra sin bedste ven, menneskedrengen Lasse, svar i menneskenes verden. Her venter der Tinka en overraskelse, som vender fuldstændig op og ned på hendes liv og sætter hele Nissernes Riges eksistens på spil.

Gensyn med Josephine og Albert
I hovedrollerne ses igen Josephine Chavarria Højbjerg som Tinka og Albert Rosin Harson som Lasse. Desuden er der gensyn med Hadi Ka-Koush, Ellen Hillingsø, Christian Tafdrup, Neel Rønholt, Rosita Gjurup, Martin Bo Lindsten, Birthe Neumann, Esben Dalgaard, Jakob Femerling og Viilbjørk Malling Agger. Nye navne på rollelisten tæller blandt andre Henrik Koefoed og Anna Haarup Munch.

Hovedforfatterne til 'Tinka og sjælens spejl' er Morten Dragsted og Emil Millang, og julekalenderen instrueres af Christian Grønvall. Julekalenderen produceres ligesom de to første, 'Tinkas juleeventyr' og 'Tinka og Kongespillet', for TV 2 af Cosmo Film med støtte fra FilmFyn og ved producer Sille Sterll.

Tredje fortælling om Tinka
'Tinka og sjælens spejl' bliver den tredje fortælling efter 'Tinkas juleeventyr' fra 2017 og 'Tinka og Kongespillet' fra 2019. 'Tinka og Kongespillet' er i øvrigt den højest kvalitetsvurderede julekalender på dansk tv nogensinde og er samtidig en af de mest sete julekalendere i nyere tid på tv og streaming.

'Tinka og Kongespillet' havde i snit 1.096.000 seere pr. afsnit samt rekordmange seere på TV 2 PLAY. Familiejulekalenderen har også vundet flere priser, blandt modtog den Svend Prisen for 'Årets tv-dramaserie', og Josephine Chavarria Højbjerg fik prisen for 'Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie'.

'Kometernes jul' i december 2021
Allerede til december i år kan danskerne glæde sig til en anden julekalenderpremiere, nemlig TV 2s nye familiejulekalender 'Kometernes jul', som produceres af Nordisk Film Production.

Med 'Kometernes jul' åbnes døren til naturvidenskabens spændende verden, og det er omdrejningspunktet for et stort samarbejde mellem TV 2, Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og Nordisk Film Production. Læs mere om 'Kometernes jul'.

Billede {0} af {1}