En af Danmarks førende Kina-kendere bliver ny Asien-korrespondent for TV 2

Christina Boutrup bliver TV 2s kommende Asien-korrespondent. (Foto: Kennet Islandi Havgaard)

Christina Boutrup bliver TV 2s kommende Asien-korrespondent. (Foto: Kennet Islandi Havgaard)

Christina Boutrup skal fra eftersommeren dække Kina og resten af Asien med base i Shanghai.

TV 2s store net af korrespondenter udvides efter sommerferien med en ny korrespondent i Asien, og stillingen besættes af en af de største danske Kina-kendere: Journalist og forfatter Christina Boutrup.

Hun flytter til sommer fra Østfyn til Shanghai med sin mand og parrets to piger på 9 og 11 år. Herfra skal Christina Boutrup rapportere til TV 2s platforme og kanaler.

TV 2s udlandschef, Jakob Vissing, siger:

- Kina har de senere år manifesteret sig som en økonomisk supermagt og er også magtpolitisk blevet en stadig mere udfarende spiller i Asien og på verdensplan. Christina Boutrup kommer med enorm erfaring og indsigt i kinesiske og asiatiske forhold, og hun har blik for alle aspekter af de spændende samfund. Seerne og læserne kan glæde sig til at blive klogere på Asien med Christina som formidler.

TV 2s nye nyhedsdirektør, Ulla Pors, har for nylig offentliggjort sine planer om flere korrespondenter og en styrket udlandsdækning på TV 2, TV 2 NEWS, TV 2 PLAY og TV2.DK. En af udvidelserne handler netop om den nye korrespondentstilling i Kina.

En førende Kina-kender
TV 2s kommende Asien-korrespondent, 44-årige Christina Boutrup, er en af Danmarks førende Kina-kendere. Hun har gjort det til sin levevej at gøre beslutningstagere klogere på verdens nye supermagt og har i flere år fungeret som fast Kina-analytiker på TV 2 og TV 2 NEWS – og hun har ligeledes været nyhedsvært på NEWS. Hun glæder hun sig til igen at formidle journalistisk til danskerne om Kina.

- Det er både fascinerende og skræmmende, hvad der foregår i et kæmpestort land som Kina, og det har kolossal indflydelse på vores liv, samtidig med at vi ved så relativt lidt om landet, siger Christina Boutrup, der tidligere har boet tre år i Shanghai med sin mand og har besøgt Kina mange gange hvert år efter parrets hjemkomst til Danmark i 2008.

- Timingen er helt perfekt for TV 2 – og for mig som korrespondent – lige nu, hvor vi oplever Kinas voksende, globale indflydelse og ser supermagterne agere i et storpolitisk spændingsfelt. Den kinesiske økonomi er om nogle år verdens største, og i år overhaler Kina amerikanerne, når det gælder investeringer i forskning og udvikling. Tingene går virkelig stærkt i disse år, siger Christina Boutrup.

Hun er uddannet erhvervsjournalist og har fulgt Kinas udvikling tæt siden 2004, blandt andet som Asien-korrespondent for Berlingske og som vært for radio- og tv-programmer på Radio24syv og DR2. Christina Boutrup har skrevet flere anmelderroste bøger og er med sin stærke formidlingsevne og nuancerede tilgang til Kina en flittigt benyttet foredragsholder og moderator på danske og internationale konferencer. Hun er desuden udpeget til Dansk Konkurrenceevneråd og har været medlem af den tidligere regerings Kina-ekspertpanel.

Billede {0} af {1}