Fra 2021-sæsonens første liveshow i fredags ses her dommerne Martin Jensen, Oh Land og Thomas Blachman. (Fotos: Lasse Lagoni / TV 2)

Fra 2021-sæsonens første liveshow i fredags ses her dommerne Martin Jensen, Oh Land og Thomas Blachman. (Fotos: Lasse Lagoni / TV 2)

’X Factor’ viser storform i 2021

De konsoliderede seertal på TV 2 PLAY og TV 2 viser seerfremgang på over 25 procent til ’X Factor’ i forhold til sidste år og samme høje seerniveau som i årene 2017, 2018 og 2019.

Fredagsunderholdning har kronede dage på dansk tv, og det er især ’X Factor’, som trækker mange danskere til TV 2 PLAY og TV 2.

Kantar har opgjort de konsoliderede seertal på sæsonens første otte udgaver til og med 19. februar, og her er ’X Factor’ i gennemsnit set af 1.238.000 danskere på tv og streaming. Når ’X Factor’ sendes, har halvdelen af danskerne slået ind på TV 2. Kvalitetsvurderingen er 4,1 på skalaen fra 1 til 5, hvilket er i den høje ende af ’X Factor’-vurderingerne i mange år.

Seertallet på 1.238.000 er mere end 25 procent højere end til de første otte udgaver af 2020 – altså inden corona og nedlukning gav markante ændringer i ’X Factor’-sæsonen sidste år.

Simon & Marcus på ‘X Factor’-scenen i fredags, hvor de sang nummeret ’Hot Girl Bummer’, der oprindeligt er lavet af Blackbear.

Simon & Marcus på ‘X Factor’-scenen i fredags, hvor de sang nummeret ’Hot Girl Bummer’, der oprindeligt er lavet af Blackbear.

Hvis man sammenligner 2021-tilslutningen med seertallene på samme tidspunkt i årene 2017-2019, ligger tallene i år helt på niveau med disse tre år, hvor ’X Factor’ blev sendt to år på DR1 og i 2019 på TV 2.

I 2017, 2018 og 2019 varierede gennemsnitsseertallet efter otte udgaver mellem 1.202.000 og 1.237.000. I disse år var ’X Factor’ dog aldrig udsat for samme hårde konkurrence som i år.

- Vi er i gang med en bomstærk ’X Factor’-sæson, hvor blandt andet vores nye dommerpanel har skabt ny dynamik. Seertallene til ’X Factor’ er endnu mere imponerende, når man tager i betragtning, at programmet i år er i ekstra hård konkurrence om seerne, siger underholdningsredaktør Dorte Borregaard, der er TV 2-redaktør på ’X Factor’.

Hård fredagskonkurrence – og en enkelt gang om lørdagen
I år sendes ’X Factor’ samtidig med et af DR’s stærkeste underholdningsprogrammer, nemlig ’Fællessang – hver for sig’, som over for ’X Factor’ har haft 643.000 seere i gennemsnit.

Under VM i herrehåndbold i januar blev ’X Factor’ én gang flyttet til lørdag, og også her var konkurrencen hård – nemlig med det meget sete DR1-program ’Versus’.

Lise Rønne er sprunget til som vært på 'X Factor'-liveprogrammerne, efter at Melvin Kakooza har måttet melde fra pga. sygdom.

Lise Rønne er sprunget til som vært på 'X Factor'-liveprogrammerne, efter at Melvin Kakooza har måttet melde fra pga. sygdom.

Fredag 26. februar sendte ’X Factor’ sæsonens første liveshow med virtuelt publikum og med Lise Rønne som vært, efter at den tidligere udpegede live-vært Melvin Kakooza har måttet melde fra pga. sygdom.

For dette program findes stadig kun foreløbige seertal, og tallet vokser i den kommende uge, indtil vi mandag 8. marts har det konsoliderede seertal. I fredags blev ’X Factor’s foreløbige seertal 1.057.000, mens ’Fællessang – hver for sig’ på DR1 blev set af 654.000.

Billede {0} af {1}