Hans Redder bliver TV 2s politiske redaktør

Politisk analytiker Hans Redder bliver fra 1. maj TV 2s nye politiske redaktør. (Foto: Mathias Svold / Ritzau Scanpix / TV 2)

Politisk analytiker Hans Redder bliver fra 1. maj TV 2s nye politiske redaktør. (Foto: Mathias Svold / Ritzau Scanpix / TV 2)

Den politiske dækning er højt prioriteret hos TV 2, der får ”en stjerne inden for politisk journalistik” som stationens nye politiske redaktør.

- Hans Redder er en etableret og erfaren analytiker og en stjerne inden for politisk journalistik. Derfor har det været nemt at tage beslutningen om, hvem der skal være politisk redaktør og afløse Troels Mylenberg, som fra maj bliver vært på TV 2 Nyhederne i Odense.

Det siger lederen af TV 2s politiske redaktion, redaktionschef Mads Bisgaard, der er meget glad for, at den hidtidige politiske analytiker har sagt ja til at tage skridtet op og blive politisk redaktør fra 1. maj.

Hans Redder er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2012, og han har siden da – og faktisk allerede i sin praktiktid på Information – arbejdet med dansk politik. Det meste af tiden siden 2012 på TV 2, men også knap et år på Morgenavisen Jyllands-Posten. For få måneder siden blev Hans Redder headhuntet til Berlingske som politisk redaktør, men han fortrød inden tiltrædelsen og vendte tilbage til TV 2, som han i sit Twitter-opslag kaldte ”Danmarks mest spændende mediearbejdsplads”.

- Hans Redder har i en ung alder skaffet sig stort kendskab til dansk politik, og den viden og interesse har han formået at udvikle og vedligeholde. Samtidig er Hans en dygtig journalist og formidler, og han er klar til næste skridt i sin karriere. På TV 2 er den politiske journalistik højt prioriteret og helt afgørende i en tid, hvor store samfundsomvæltende dagsordener står i kø. Vi er helt sikre på, at vi kan fastholde TV 2s meget høje niveau i den politiske dækning med Hans Redder som politisk redaktør, siger Mads Bisgaard.

TV 2 har en unik styrke
Hans Redder er både stolt over og glad for den tillid, han bliver vist med udnævnelsen til TV 2s politiske redaktør.

- TV 2 spiller en fantastisk vigtig rolle i forhold til at lave troværdig, vedholdende, vedkommende og kritisk journalistik om dem, der har magten her i landet. Det er der mere end nogensinde brug for, for deres beslutninger har en betydning for alle danskere. Og det seneste usædvanlige år har i høj grad vist, at danskerne ønsker og søger netop den journalistik, siger Hans Redder, der fremhæver inddragelsen af TV 2s mange platforme i den politiske dækning.

- Hos TV 2 er der plads til både det brede, det nørdede og det nysgerrige. Vi er, og skal være, relevante for alle danskere, og det er en unik styrke.

Hans Redder er 32 år og bor med sin familie i Køge.

Billede {0} af {1}