Mikkel Hertz bliver TV 2s Europa-korrespondent

Tidligere nyhedsdirektør Mikkel Hertz bliver fra august Europa-korrespondent for TV 2 med base i Berlin. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Tidligere nyhedsdirektør Mikkel Hertz bliver fra august Europa-korrespondent for TV 2 med base i Berlin. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

TV 2s tidligere nyhedsdirektør bliver Europa-korrespondent for TV 2 – med base i Berlin og med store dele af Europa som sin arbejdsplads.

Mikkel Hertz, der var TV 2s nyhedsdirektør frem til 31. januar i år, får nyt job som Europa-korrespondent for TV 2. Det sker med base i Tysklands hovedstad, Berlin.

Hertz har tidligere været korrespondent i Berlin og New York for Morgenavisen Jyllands-Posten. I 1993 modtog han Cavlingprisen for sin fremragende dækning af de samfundsmæssige omvæltninger i Østeuropa og på Balkan.

Siden har han arbejdet for TV 2 i foreløbig 20 år, hvor han stod i spidsen, da TV 2 etablerede Danmarks første 24-timers-nyhedskanal, TV 2 NEWS. Efterfølgende har Mikkel Hertz været chef for TV 2 Nyhedscenter og senest stationens nyhedsdirektør gennem fem år.

- Som korrespondent med udgangspunkt i Berlin kommer jeg til at krydse mine egne spor, og efter mange år med ansvar for redaktionel ledelse er det for mig en fantastisk attraktiv mulighed. Jeg glæder mig vildt og vil gå til opgaven med både engagement og ydmyghed, siger Mikkel Hertz og fortsætter:

- Det er tilbage til journalistikken på fuld tid. Mere kan en gammel korrespondent ikke drømme om i en tid og en verden, hvor så meget er under forandring, og der er så mange journalistiske historier at fortælle.

Mikkel Hertz får som korrespondent en afgørende rolle i TV 2s dækning af et spændende efterår i tysk politik, hvor Angela Merkel træder tilbage efter mere end 15 år som forbundskansler. (Arkivfoto: Thomas Kienzle / Ritzau Scanpix / TV 2)

Mikkel Hertz får som korrespondent en afgørende rolle i TV 2s dækning af et spændende efterår i tysk politik, hvor Angela Merkel træder tilbage efter mere end 15 år som forbundskansler. (Arkivfoto: Thomas Kienzle / Ritzau Scanpix / TV 2)

En dygtig chef og en enestående journalist
TV 2s nye nyhedsdirektør, Ulla Pors, er glad for, at Mikkel Hertz vil bruge sin mangeårige nyhedserfaring som stationens Europa-korrespondent.

- Mikkel har været en dygtig chef i mange år, men han er først og fremmest en enestående journalist. Jeg glæder mig helt utroligt til at se journalisten Mikkel Hertz for alvor sluppet løs i den europæiske virkelighed igen. Det kan kun blive godt, siger Ulla Pors.

Mikkel Hertz får en afgørende rolle i TV 2s dækning af et spændende efterår i tysk politik, hvor Angela Merkel træder tilbage efter mere end 15 år som forbundskansler. Afløseren på posten kender vi en gang efter 26. september, hvor der er valg til Den Tyske Forbundsdag. Men uanset hvem det bliver, har det afgørende betydning ikke alene for Tyskland, men også for EU og resten af Europa.

Mikkel Hertz begynder i sit nye job til august.

-------

Læs også: TV 2 Nyhederne styrker sin udenrigsdækning med flere korrespondenter

Billede {0} af {1}