Jesper Steinmetz fotograferet i forbindelse med midtvejsvalget i 2018. Siden har han dækket yderligere to vilde år med Donald Trump - senest stormen på Kongressen og debatten om afsættelse af eller rigsretssag mod Trump. (Foto: Adam Jandrup / TV 2)

Jesper Steinmetz fotograferet i forbindelse med midtvejsvalget i 2018. Siden har han dækket yderligere to vilde år med Donald Trump - senest stormen på Kongressen og debatten om afsættelse af eller rigsretssag mod Trump. (Foto: Adam Jandrup / TV 2)

- Det her er kulminationen på de fire
vildeste år, jeg har haft som journalist

12. januar 2021;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Når Joe Biden 20. januar indsættes som præsident, er det tredje gang, TV 2-korrespondent Jesper Steinmetz dækker en præsidentindsættelse. Månederne op til indsættelsen har været tumultariske inklusive den dramatiske storm på Kongressen.

Gennem de seneste år er amerikansk politik fulgt tættere end nogensinde på TV 2 og TV 2 NEWS, hvor dækningen flere gange har givet NEWS seerrekorder. Og den intensive og rekordstore dækning af amerikansk politik fortsætter på TV 2s kanaler onsdag 20. januar, når Joe Biden indsættes som USAs 46. præsident.

TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY begynder transmissionen klokken 12.30 dansk tid – endnu tidligere end for fire år siden – og samsender frem til klokken 19, mens NEWS fortsætter dækningen resten af aftenen. Værter i studiet i København er Poul Erik Skammelsen og Cecilie Beck, og de har besøg af TV 2s faste USA-eksperter Torsten Jansen og Mirco Reimer-Elster, andre USA-kendere, tidligere udenrigsministre, herboende amerikanere, Trump-støtter m.fl.

Et stærkt hold af korrespondenter er med fra USA – med TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz i en nøglerolle og med solid opbakning fra Ulla Terkelsen, Rasmus Tantholdt, Divya Das og Celina Liv Danielsen.

Da Donald Trump blev indsat som præsident i januar 2017, skete det med lykønskning fra blandt andre Barack Obama og Joe Biden. Når selv samme Biden indsættes 20. januar i år, deltager Donald Trump ikke. (Foto: Justin Lane / EPA / Ritzau Scanpix / TV 2)

Da Donald Trump blev indsat som præsident i januar 2017, skete det med lykønskning fra blandt andre Barack Obama og Joe Biden. Når selv samme Biden indsættes 20. januar i år, deltager Donald Trump ikke. (Foto: Justin Lane / EPA / Ritzau Scanpix / TV 2)

Historisk vingesus
Jesper Steinmetz har været TV 2s USA-korrespondent i 10½ år, og han ser frem til sin tredje dækning af en præsidentindsættelse.

- Det er altid en fantastisk begivenhed med historisk vingesus, når en ny præsident indsættes under overværelse af flere tidligere præsidenter, i dette tilfælde George W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama. Der er noget meget højtideligt over en fredelig overdragelse af magten. Men denne gang har hele optakten været tumultarisk og hårrejsende, og man er ikke helt tryg, før præsident-eden er aflagt, og dagen er forløbet uden angreb på demokratiet, som vi oplevede under stormen mod Kongressen i sidste uge, siger Jesper Steinmetz og fortsætter:

- Jeg har været journalist i mere end 25 år, og det her er kulminationen på de fire vildeste år, jeg har haft som journalist. For første gang i over 100 år er den afgående præsident ikke til stede ved indsættelsen. Ingen ved, hvad Trump kan finde på, så vicepræsident Mike Pence bliver garant for, at præsidentskiftet forløber, som det skal.

- Amerikanerne valgte Trump, fordi de ville have en præsident ”udefra”. En outsider, som ville gøre tingene på sin egen måde – og det fik de. Der er nærmest ikke gået en dag, uden at man er blevet forbløffet over, hvad præsidenten slipper af sted med og jævnligt har vundet popularitet på. Ti millioner flere amerikanere stemte på Trump i 2020 end i 2016, efter at de kendte ham – men de ville have mere af det samme, siger Jesper Steinmetz.

Fra de historiske begivenheder 6. januar 2021, da Capitol Hill blev bestormet. Optøjer, som har skabt diskussion om at afsætte Donald Trump før tid eller indlede en rigsretssag mod den afgående præsident. (Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix / TV 2)

Fra de historiske begivenheder 6. januar 2021, da Capitol Hill blev bestormet. Optøjer, som har skabt diskussion om at afsætte Donald Trump før tid eller indlede en rigsretssag mod den afgående præsident. (Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix / TV 2)

Præsidentindsættelse i en corona-tid
Indsættelsen af Joe Biden bliver væsentligt anderledes end andre indsættelser. Det skyldes ikke alene Trump, men i endnu højere grad coronaen.

- En præsidentindsættelse er en folkefest, og vi har aldrig før oplevet, at folk bliver bedt om at holde sig væk, når en ny præsident skal tages i ed. Indsættelsen bliver i stedet en tv-båret begivenhed, samtidig med at man forsøger at skabe en feststemning, selv om der reelt ikke er folk i gaderne, siger Jesper Steinmetz.

Efter stormen på Kongressen onsdag 6. januar er der også kolossalt fokus på sikkerheden i Washington – og større bekymring for uro.

- 10.000 nationalgardister vil være i Washington, og det skyldes selvfølgelig sidste uges voldsomme uroligheder, der kunne være gået helt galt for det amerikanske demokrati. Indsættelsen sker i en by, der er belejret af soldater og politifolk, siger Jesper Steinmetz.

Præsidentindsættelsen kan også følges på TV2.DK, der laver optakt og særlige features og følger begivenheden via en live-blog.

Billede {0} af {1}