Anne Louise Hassing og Lars Ranthe i rollerne som Therese og Georg Madsen i premieren på sæson 8 af 'Badehotellet', der kan ses mandag 1. februar. (Fotos: Mike Kollöffel / TV 2)

Anne Louise Hassing og Lars Ranthe i rollerne som Therese og Georg Madsen i premieren på sæson 8 af 'Badehotellet', der kan ses mandag 1. februar. (Fotos: Mike Kollöffel / TV 2)

’Badehotellet’ lever godt i udlandet
– nu også i USA, Spanien og Italien

27. januar 2021;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Ny aftale bringer ’Badehotellet’ på lineært tv hos PBS i Nordamerika. Også flere lande med masser af sol kan nu se ’Badehotellet’ om livet i 1930’erne og 1940’erne på Andersens Badehotel.

Det er ikke kun i Danmark, vi elsker sommeren på ’Badehotellet’. Flere nye lande har i den seneste tid købt rettighederne til at vise den populære, danske serie. Og det gælder også lande, som bestemt ikke mangler sol i sommerhalvåret.

Nogle af de nyere salg til udlandet er gået til Spanien og Italien, hvor skuespillernes danske dialog dubbes til spansk og italiensk tale. Også Grækenland har tidligere købt ’Badehotellet – eller ’Seaside Hotel’, som serien hedder på det internationale marked.

Et stort salg af serien er sket til PBS (Public Broadcasting Service) i USA og Canada, som via cirka 350 tv-stationer udsender lineært tv i alle USAs 50 stater samt i Canada. Alle staterne har mulighed for at vise første sæson af ’Badehotellet’, men det er dog ikke givet, at alle kommer til det. ’Badehotellet’ er også solgt til visning på streaming i Nordamerika hos Global Series Network.

Tidligere er ’Badehotellet’ desuden solgt til Norge, Sverige, Finland, England og Estland, og der er forhandlinger i gang med flere andre lande.

Sonja Oppenhagen i rollen som Lydia Vetterstrøm Ploug (tv.) - her sammen med Therese Madsen (spillet af Anne Louise Hassing).

Sonja Oppenhagen i rollen som Lydia Vetterstrøm Ploug (tv.) - her sammen med Therese Madsen (spillet af Anne Louise Hassing).

Otte sæsoner er til salg
Udlandets interesse for ’Badehotellet’ har været stigende i takt med seriens enorme popularitet i Danmark og det faktum, at der er syv – snart otte – sæsoner til rådighed.

- ’Badehotellet’ har længe været populær i de nordiske lande, hvor serien vises kort tid efter den danske premiere. Nu oplever vi, at man også ud over Norden er begyndt at få øjnene op for den stemning og de kvaliteter, ’Badehotellet’ tilbyder seerne. Det faktum, at der er 45 – snart 50 – episoder af ’Badehotellet’, og at seerne kan binge og følge karaktererne over længere tid, gør også serien attraktiv for platforme i udlandet, siger senior editor hos TV 2 Ekstern Produktion & Rettigheder, Mette Vorm.

Højt seertal i Danmark åbner døre
’Badehotellet’ er den suverænt mest sete fiktionsserie i Danmark i mange år med seertal på cirka 1,5 millioner, en seerandel over 60 procent og et enormt publikum på TV 2 PLAY.

Når 'Badehotellet' er blevet opdaget i USA og andre steder, skyldes det blandt andet den meget høje seertilslutning herhjemme, hvor danske seere er vant til tv-fiktion i høj kvalitet.

Jens Jacob Tychsen i rollen som Edward Weyse i mandagens premiere på 'Badehotellet VIII'. Afsnittet har episodetitlen 'Det taler vi ikke om'.

Jens Jacob Tychsen i rollen som Edward Weyse i mandagens premiere på 'Badehotellet VIII'. Afsnittet har episodetitlen 'Det taler vi ikke om'.

- Når vi fortæller i udlandet om seertilslutningen til ’Badehotellet’ i Danmark, tror de først ikke på os og mener, at vi har lavet en decimalfejl. Det er opsigtsvækkende, når en serie har så høj seeropbakning over lang tid, som ’Badehotellet har. Og på den måde har det faktisk betydning andre steder i verden, hvad danskerne ser i tv, siger har TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, tidligere forklaret.

De første syv sæsoner af ’Badehotellet’ er i snit set af 1.521.000 danskere og vurderet rekordhøjt til 4,5 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.

Sæson 8 af ’Badehotellet’ har premiere på TV 2 og TV 2 PLAY mandag 1. februar 2021. Læs mere her.

Læs også: Her er de mest sete danske tv-serier i 2020

Billede {0} af {1}