Spiegelhauer runder de 100

Fra en tidligere udgave af 'Operation X'. (Arkivfoto: TV 2)

Fra en tidligere udgave af 'Operation X'. (Arkivfoto: TV 2)

Dansk dokumentar er en afgørende programgenre for TV 2, og 'Operation X' har siden 2004 været et af landets meget stærke brands og Danmarks mest prisvindende dokumentarprogram. Nu runder 'Operation X' og vært Morten Spiegelhauer program nummer 100, og her kigger vi tilbage på nogle af de mange afsløringer, som 'Operation X'-redaktionen har foretaget, og ser frem mod to kommende programmer.

Trods program nummer 100 er der ingen metaltræthed at spore hos hverken Morten Spiegelhauer eller 'Operation X'-redaktionen, som gennem årene har høstet en række priser og endnu flere nomineringer. Tværtimod er der to helt nye og afslørende programmer på vej, som TV 2 viser 24. og 26. november, 'Operation X: Skeletterne i pengeskabet', og som redaktionen lige nu er i gang med at lægge sidste hånd på.

Program nummer 100, som kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY torsdag 19. november, kigger tilbage på nogle af de største afsløringer, som Morten Spiegelhauer har stået i spidsen for, siden første ’Operation X’-udsendelse blev sendt 16. august 2004 på TV 2. Jubilæumsprogrammet ser også frem mod de to kommende programmer, og seerne får desuden et indblik i, hvordan redaktionen arbejder.

Et stort øjeblik

I 'Operation X - 100 x Spiegelhauer' besøger vi blandt andet nogle af de altafgørende whistleblowere, som har været modige nok til at tippe redaktionen. Vi får for første gang lov til at møde kvinden, der med skjult kamera afslørede en offentligt ansat sikker chat-konsulent, som lokkede unge piger til porno. Vi møder også nogle af de personer, der gennem tiden er blevet konfronteret af Morten Spiegelhauer, og særligt en af disse konfrontationer husker Morten Spiegelhauer:

- Det er svært at vælge et enkelt øjeblik, som står som det største, men jeg tænker tit på de programmer, vi lavede om udbyttesagen ('Operation X: Jagten på vores milliarder', red.), hvor vi rejste til USA og fandt nye bagmænd, der havde snydt Danmark for milliarder. Konfrontationen med Matthew Stein var ret nervepirrende – og så ikke mindst pressemødet med Skattestyrelsen, hvor vi fremviste den hemmelige aftale mellem Skattestyrelsen og bagmændene. Den viste, at de amerikanske topadvokater kunne trække alle deres udgifter fra – det var flere milliarder kroner – i forbindelse med den svindel, de lavede. Det var en stor tilfredsstillelse at kunne fremlægge det hemmelige og stærkt kontroversielle forlig, som det bestemt ikke var meningen, at offentligheden skulle have haft kendskab til, fortæller Morten Spiegelhauer.

'Operation X' blev tidligere produceret for TV 2 af private produktionsselskaber, men produceres nu af TV 2 Nyhederne selv. Billedet er fra programmet 'Den store jobfidus', der var produceret af journalister hos Monday Media, og som i 2015 blev hædret med FUJ's tv-pris. (Arkivfoto: TV 2)

'Operation X' blev tidligere produceret for TV 2 af private produktionsselskaber, men produceres nu af TV 2 Nyhederne selv. Billedet er fra programmet 'Den store jobfidus', der var produceret af journalister hos Monday Media, og som i 2015 blev hædret med FUJ's tv-pris. (Arkivfoto: TV 2)

Holdet bag

'Operation X' har i 16 år beskæftiget sig med alt fra åndemanere og alternative behandlere til direktører og læger uden samvittighed og firmaer, hvor fusk og svindel har været dagligdag. Morten Spiegelhauer er naturligvis ikke ene mand, men spydspidsen af et stort hold, og i dette program vil vi også høre fra nogle af de journalister, der efter mange måneders research afslører ulovligheder og svindel. Og så er det i høj grad også seernes fortjeneste, at 'Operation X' kan runde program nummer 100, siger Morten Spiegelhauer:

-  Hvis ikke vi havde haft et vist antal seere hver gang, vi sender, ville vi have lukket biksen for længst. Vi bestræber os altid efter bedste evne på at leve op til seernes forventninger ved at lave så grundige, veldokumenterede og velfortalte tv-programmer som muligt, og vi insisterer på at gå langt for den journalistiske afsløring. Mine kolleger bag programmerne har gennem årene lavet et fantastisk journalistisk stykke arbejde, og programmets nøglepersoner har med kreativ fortælleglæde navigeret skuden sikkert igennem de mange etiske og juridiske spørgsmål, der er opstået, fortæller Morten Spiegelhauer.

Mange priser og nomineringer til 'Operation X'

'Operation X' har gennem årene fået en række hæderspriser for sin dybdeborende journalistik – og endnu flere nomineringer. Blandt andet har 'Operation X' været nomineret til Cavlingprisen.

To gange – nemlig i 2011 og 2015 – er 'Operation X' hædret med FUJ-prisen fra Foreningen for Undersøgende Journalistik, som er blandt de helt store priser for dybdeborende journalister.

I 2011 fik 'Operation X' Tvprisen for Bedste faktaserie ved den store branchefestival, som i dag hedder Copenhagen TV Festival, og to år senere fik TV 2-programmet Seerprisen ved samme festival.  I 2018 og 2019 fik Operation X Tvprisen for bedste aktualitetsprogram.

I 2012 modtog Morten Spiegelhauer en særpris fra Billed-Bladet for fremragende undersøgende journalistik. Desuden har ’Operation X’ fire gange været nomineret til TV-Guld-prisen – tidligere kaldet TV-Oscar – som uddeles af Billed-Bladet, og hvor vinderen findes af en priskomité.
           

Se 'Operation X - 100 x Spiegelhauer' på TV 2 og TV 2 PLAY torsdag 19. november 2020.

Billede {0} af {1}