
Fra TV 2s arbejdende nyhedsstudie på Kvægtorvet i Odense. TV 2 udsendte i 2019 flere nyhedsudsendelser end nogensinde tidligere. (Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2)
Radio- og tv-nævnet har godkendt TV 2s public service-redegørelse 2019, som blandt andet fortæller om rekordmange nyhedsudsendelser på TV 2s hovedkanal.
TV 2 opfyldte igen i 2019 de public service-krav, som stationen skal leve op til. Det konkluderer Radio- og tv-nævnet i sin udtalelse om TV 2s seneste public service-redegørelse, hvor det blandt andet hedder:
"Radio- og tv-nævnet finder på baggrund af sin gennemgang af TV 2s public service-redegørelse for 2019, at TV 2 til fulde opfylder public service-tilladelsens krav. Radio- og tv-nævnet finder, at redegørelsen giver et fyldestgørende og retvisende billede af TV 2s programudbud og danskernes brug heraf i 2019."
2019 var første år i den femårige tilladelsesperiode, og eftersom nogle af TV 2s forpligtelser er formuleret som et årligt gennemsnit over perioden, er det naturligvis ikke muligt for Radio- og tv-nævnet at konkludere endeligt på disse forpligtelser.
Tabellen viser procentfordelingen af de forskellige programtyper på kanalerne TV 2, DR1, TV3 og Kanal 5 i 2019. Tabellen viser, at nyheder, aktualitet og oplysning udgjorde tilsammen 65 procent af TV 2s programflade i 2019. (Kilde: Seer-Undersøgelsen i Danmark / TV 2s public service-redegørelse 2019)
TV 2s seneste public service-redegørelse viser blandt andet, at TV 2 sendte rekordmange nyheder i det dobbelte valgår, og at det øgede udbud af dansk indhold på TV 2s hovedkanal sikrede både flere tv-seere og flere brugere på TV 2 PLAY.
Af public service-redegørelsen fremgår også, at en meget stor andel – 65 procent – af TV 2s programbud består af nyheder, aktualitet, debat samt oplysning og kultur. Hertil kommer, at tre procent af programfladen udgøres af de regionale udsendelser på TV 2s hovedkanal.
Andelen af udenlandsk fiktion på TV 2 er – ligesom i 2018 – på det laveste niveau nogensinde og udgør 14 procent af programtimerne. Til sammenligning står udenlandske film og serier for 39 procent af DR1-sendefladen og i omegnen af 50 procent af programtimerne på både TV3 og Kanal 5.
-------
Læs mere om TV 2s public service-redegørelse 2019 her.
Læs Radio- og tv-nævnets udtalelse om TV 2s public service-redegørelse 2019 her.
Læs selve public service-redegørelsen her.