Annette Heick og Rasmus Botoft står i spidsen for stjernespækket satireshow på TV 2 CHARLIE

Annette Heick og Rasmus Botoft er værter ved årets store satireshow, 'Året der gak'. (Foto: Anders Ingvartsen/TV 2)

Annette Heick og Rasmus Botoft er værter ved årets store satireshow, 'Året der gak'. (Foto: Anders Ingvartsen/TV 2)

2020 lakker mod enden, og sikke et år det blev. Måske var der ikke så meget at grine af, men nu slipper TV 2 CHARLIE tøjlerne og graver lyspunkterne frem fra det herrens år 2020 i det store satireshow 'Året der gak', der sendes på TV 2 CHARLIE 20. december.

Tirsdag 1. december står Rasmus Botoft og Annette Heick i spidsen, når TV 2 CHARLIE optager det store satireshow 'Året der gak', hvor vi spidder alt det, 2020 har budt på. Seerne kan glæde sig til et show med nogle af de sjoveste, frækkeste og skarpeste stjerner fra den danske satire- og komediescene, som alle er klar til at råde bod på det mundvigshængende år, vi snart kan vinke farvel til.

- Jeg tror aldrig, jeg har været med i et show med så mange highlights. Tænk både at stå med Niels Hausgaard, Lars Hjortshøj og Martin Brygmann i samme show samt en stribe af veloplagte indslag fra blandt andre Rasmus Krogsgaard, som jeg selv er stor fan af, siger vært Annette Heick, der sammen med skuespiller Rasmus Botoft skal styre showet.

Ud over de garvede herrer kan seerne også se frem til at opleve både Trine Gadeberg, Mikkel Schrøder, Kasper Le Fevre, gruppen PLATT-FORM, Julie Steincke, Christel Klan Stjernebjerg og mange flere.

Den danske folkesjæl

Efter et år med en global epidemi, en rasende kamp om magten i USA og total forvirring i vores egen lille andedam, har vi i den grad brug for noget at grine af. Med et kærligt glimt i øjet rister 'Året der gak' derfor årets vigtigste begivenheder, personligheder og skandaler - og lirker låsen op på Christiansborgs hermetisk lukkede døre.

Og ifølge vært Annette Heick er det netop med humoren, vi får bearbejdet alt det alvorlige og tunge, vi er gået igennem i 2020:

- Satire er for mig en del af den danske folkesjæl. Det er gennem humor, vi bearbejder nogle af livets tunge emner og vender tragedier til komik for en stund, siger Annette Heick, og Rasmus Botoft stemmer i:

- Satire betyder meget for mig, og det er vigtigt med god, skarp satire, så vi kan grine af os selv, hinanden og alle dem, der synes, de bestemmer. Satire må gerne indeholde kærlige drillerier, som vi i allerbedste fald kan blive lidt klogere af.

Både Rasmus og Annette peger på, at Donald Trump og hans mediecirkus, er noget af det, de grinede mest af i årets løb.

Humørbomben

Igen i år uddeler TV 2 CHARLIE en række priser i samarbejde med Svikmøllen. Der uddeles blandt andet den traditionsrige pris 'Årets Yndlingsoffer', som i 2019 gik til statsminister Mette Frederiksen.

I stedet for prisen 'Årets Gak' uddeles i år særprisen 'Årets Humørbombe' som konsekvens af, at 2020's mange restriktioner har betydet langt mindre satire på de danske scener. 'Årets Humørbombe' går derfor til en eller flere, som mere eller mindre frivilligt at spredt ekstra godt humør og lys i mørket.

Vi ærer ligeledes en helt ekstraordinær personlighed inden for dansk satire, når vi uddeler æresprisen, 'STORM Prisen'.

'Året der gak' optages i Portalen i Greve tirsdag 1. december og sendes på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY søndag 20. december.

Seneste nyt

26. januar 2021

Casper og Frank åbner døren til 'Klovn' 8

Link til Casper og Frank åbner døren til 'Klovn' 8
21. januar 2021

Aldrig før har danskerne brugt så meget tid på at følge en præsidentindsættelse

Link til Aldrig før har danskerne brugt så meget tid på at følge en præsidentindsættelse
19. januar 2021

Otte ud af ti publikumspriser gik til TV 2

Link til Otte ud af ti publikumspriser gik til TV 2

Billede {0} af {1}