TV 2 skaber halloween-tradition med børnefamilierne

Fra den ene af de to halloween-trailere, som TV 2 Marketing har produceret, og som vises på TV 2s kanaler i disse dage.

Fra den ene af de to halloween-trailere, som TV 2 Marketing har produceret, og som vises på TV 2s kanaler i disse dage.

28. oktober 2020;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Der bliver gys – og sjov – i TV 2-fladen i de kommende dage, hvor halloween står for døren. TV 2 ønsker en tilbagevendende halloween-tradition med de danske børnefamilier og har lørdag aften premiere på familieunderholdningsprogrammet ’Bøh! Den, der skriger, taber’.

De udhulede græskar lyser talrigt i hele landet, og halloween har vokset sig til en stærk tradition i danske familier. Nu vil TV 2 lave en årlig og tilbagevendende event med gys for hele familien i dagene omkring 31. oktober – allehelgensaften.

Halloween markeres på TV 2 med indslag, programmer, film og trailere, der med gys og humor gør opmærksom på muligheden for at holde halloween med TV 2.

- På TV 2 vil vi skabe traditioner, der kan samle familierne. Halloween er en begivenhed, der har særlig interesse hos børn og teenagere, og når børn og teenagere ser tv med halloween-tema, har vi sandsynligvis også deres forældre med, siger kanalchef for TV 2, Dorthe Thirstrup.

I corona-året 2020 har myndighederne på grund af smitterisikoen frarådet den store halloween-fejring.

- En hel del familier vil i år mangle mulighed for halloween-fejring, og den stemning vil vi gerne hjælpe frem. Der skal også være plads til lidt gys i familierne i år, hvor skyerne i perioder har været lidt mørke på grund af corona, siger Dorthe Thirstrup.

Jesper Groth, Lene Beier og Lars Dons udgør det ene hold i lørdagens underholdningsprogram 'Bøh! Den, der skriger, taber'. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Jesper Groth, Lene Beier og Lars Dons udgør det ene hold i lørdagens underholdningsprogram 'Bøh! Den, der skriger, taber'. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Nyt program: ’Bøh! Den, der skriger, taber’

Seerne kan få halloween-stemning i programmer som blandt andet ’Go’ morgen Danmark’, ’Go’ aften LIVE’ og ’Vild med dans’, ligesom TV 2 vil bringe trailere med Peter Tanev og Janni Pedersen, der både giver forskrækkelse og et smil på læben.

Lørdag 31. oktober om eftermiddagen viser TV 2 filmen ’Monsterfamilien’, der kan ses af hele familien. Til midnat sender TV 2 en af de mest omtalte og roste gysere i de seneste mange år, ’Ondskabens øjne’, hvor Anthony Hopkins giver et isnende portræt af intelligent ondskab som massemorderen Hannibal ’the Cannibal’, der opsøges af en ung FBI-agent (spillet af Jodie Foster).

Lørdag klokken 20.55 kan de lidt større børn samt voksne samles om ’Bøh! Den, der skriger, taber’, hvor komiker Christian Fuhlendorff sender kendte danskere på deres måske mest uhyggelige mission i Studie 666, 'Tv-studiet fra Helvede'.

I programmet er der dømt humor og ubehag, når komikerne Thomas Warberg, Victor Lander og Mahamad Habane dyster mod Lene Beier, Lars Dons og Jesper Groth om at blive mindst bange. Reglerne er simple: Dem, der skriger færrest gange, har vundet. Spørgsmålet er, om deltagerne kan holde skrigene tilbage, når de skal vække 'Tv-værten fra Helvede' til live?

Se generelle trailere for TV 2s halloween-event her.

Se trailer for 'Bøh! Den, der skriger, taber' herunder.

Billede {0} af {1}