TV 2 opnår fremgang i 1. halvår 2020

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

28. august 2020;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

TV 2 formåede at øge abonnementsomsætningen og stabilisere reklamesalget i et turbulent 1. halvår, hvor der samtidig er stor stigning i seningen af TV 2s kanaler.

TV 2 opnår et resultat før finansielle poster (EBIT) på 221 mio. kr. i første halvdel af 2020, hvor COVID-19-situationen har haft en væsentligt mindre effekt på omsætningen end forventet. Resultatet er en fremgang fra 163 mio. kr. i 1. halvår 2019.

Den samlede omsætning på 1.521 mio. kr. er steget 3,0 procent svarende til 45 mio. kr. fra 1. halvår 2019 til 1. halvår 2020. Abonnementsomsætningen er steget 7,5 procent, mens reklameomsætningen – trods coronakrisen siden marts – er vokset med 0,3 procent.

- Det er et meget tilfredsstillende resultat for omsætningen i et omskifteligt halvår. Reklamesalget startede året fint, blev negativt påvirket af coronakrisen i april og maj, men har tendens til vækst fra juni. Den flotte stigning i abonnementsindtægterne skyldes lanceringen af TV 2 SPORT X og vækst på TV 2 PLAY, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, og fortsætter:

- TV 2 er afhængig af udviklingen på reklame- og distributionsmarkederne, som har været præget af store ændringer og høj usikkerhed i 1. halvår på grund af konkurrenceforhold under stadig forandring og COVID-19-situationen. Seeropbakningen og lanceringen af TV 2s nye sportskanal har været med til at få os godt igennem halvåret. 2020 er på mange måder et historisk år og er fortsat præget af stor usikkerhed, hvorfor den økonomiske uforudsigelighed er stor.

Omkostningerne udgør 1.300 mio. kr. i 1. halvår 2020, hvilket er 13 mio. kr. lavere end i 1. halvår 2019, hvor der var omkostninger til dækningen af valgene til Folketinget og Europa-Parlamentet. I 2020 har COVID-19-relaterede tiltag givet en række meromkostninger, mens der omvendt har været færre omkostninger på grund af blandt andet udskudte produktioner, sportsrettigheder o.l.

TV 2s resultat før skat er i 1. halvår 2020 på 203 mio. kr. og er steget med 8 mio. kr. i forhold til 2019.

 

14 procent mere sening hos TV 2-familien

Coronakrisen har ført til øget sening på TV 2s kanaler. I 1. halvår 2020 har hver dansker i snit set 64 minutter dagligt på TV 2s kanaler – en fremgang på 14 procent i forhold til 1. halvår 2019. Blandt alle tv-kanaler er seningen faldet med to procent i 1. halvår i år.

TV 2-familien opnår i 1. halvår 2020 en seerandel på 46,3 procent mod 40,3 procent i 2019. Fremgangen skyldes blandt andet, at danskerne har søgt imod public service-kanalerne. Samtidig har TV 2s nichekanaler generelt fået højere penetration, ligesom der er vækst i både sening og abonnementer på TV 2 PLAY. Endelig har konkurrencen været påvirket af betydelige ændringer på distributionsmarkedet.

- TV 2s fokus på blandt andet nyhedsformidling har givet et stærkt halvår med stor opbakning til vores tv-kanaler og digitale platforme. Vi oplever, at danskerne meget gerne vil TV 2 og vores danske kvalitetsindhold, og det er baggrunden for halvårets vækst i både omsætning og seeropbakning. Opgaven i de kommende år er at styrke vores store programudbud yderligere og udvikle indhold, som bidrager til væksten på TV 2 PLAY og samtidig fastholder vores stærke position på lineært tv, siger Anne Engdal Stig Christensen.

 

Forventninger til 2020-resultatet

Markederne og konkurrencesituationen er fortsat usikre, og den økonomiske uforudsigelighed er stor. På baggrund af halvårsresultatet og den øgede tv-sening i 1. halvår 2020 opjusterer TV 2 forventningen til resultatet for 2020.

TV 2 forventer i 2020 et resultat før finansielle poster (EBIT), som ikke er lavere end halvårsresultatet på 221 mio. kr. Den tidligere forventning til resultatet for 2020 var 100-150 mio.kr. (313 mio. kr. i hele 2019).

Læs TV 2s halvårsrapport 2020 her

 

Billede {0} af {1}