Seersuccesen 'Sygeplejeskolen' starter optagelser til ny sæson

Molly Egelind indtager igen rollen som sygeplejeeleven Anna i den populære tv-serie 'Sygeplejeskolen', som netop er gået i optagelse til tredje og fjerde sæson. (Foto: Mike Kollöffel/TV 2)

Molly Egelind indtager igen rollen som sygeplejeeleven Anna i den populære tv-serie 'Sygeplejeskolen', som netop er gået i optagelse til tredje og fjerde sæson. (Foto: Mike Kollöffel/TV 2)

Tirsdag 16. juni slog Fredenslund igen dørene op til en ny omgang 'Sygeplejeskolen'. Optagelserne til tredje og fjerde sæson er i fuld gang og kommer til at løbe hen over sommeren og ind i efteråret 2020.

TV 2 CHARLIEs successerie 'Sygeplejeskolen', der er solgt til flere lande, går nu i optagelse til tredje og fjerde sæson på Sankt Hans Hospital i Roskilde. Nye og kendte ansigter møder ind på hospitalet, og seerne kan glæde sig til igen at følge livet på de travle hospitalsgange blandt Anna, Bjørn, Peter, Aksel, Lis, Else, Nina, reservelæge Christian Friis, frøken Madsen, overlæge Bent Neergaard og forstanderinden Margrethe Lund.

Fredenslund står over for store omvæltninger, da amtets nye centralskole skal udpeges. Hospitalet er med i opløbet, men er i hård konkurrence med det langt mere konservative hospital Skt. Helene, hvor mandlige sygeplejeelever bestemt ikke er velkomne.

Samtidig tager førsteårseleverne hul på et nyt praktikforløb på operationsstuen. De skal lære at assistere under operation, mens de fortsat presses af hårdere vagter. Især Bjørn får svært ved at følge med og føler sig tvunget til at tage farlige hjælpemidler i brug for at klare sig.

Kærlighedsdilemma

Sæson tre starter, hvor sæson to sluttede. Anna modtog alle de forsinkede breve fra Erik, der er rejst til Canada. Breve som hun i den grad længtes efter. I mellemtiden er nye følelser dog begyndt at spire efter mødet med jazzmusikeren Ole, som blev indlagt på Fredenslund efter en motorcykelulykke. Anna står nu over for et svært valg: skal hun følge sine nye følelser for Ole eller fastholde langdistanceforholdet til Erik?

På operationsafdelingen får resten af holdet selskab af den nye læge, kirurg John Neumann, der spilles af Jon Lange. Neumann og Nina har en fælles fortid, og det går ikke ubemærket hen. Afdelingen får også en ny portør, Finn Jönsson, som får et godt øje til en af de unge sygeplejeelever. Finn Jönsson spilles af Jesper Ole Feit Andersen.

Ud over Jon Lange og Jesper Ole Feit Andersen kan seerne blandt andet glæde sig til at se skuespillerne Ena Spottag Fog, Ken Vedsegaard, Benjamin Kitter og Christine Albeck Børge.

Vigtigere end nogensinde

Optagelserne til de nye sæsoner af 'Sygeplejeskolen' kommer i kølvandet på et begivenhedsrigt forår, der skabte usikkerhed om, hvorvidt det overhovedet var muligt at gennemføre optagelserne denne sommer. Heldigvis har den gradvise genåbning af Danmark gjort det muligt, og for TV 2 har 'Sygeplejeskolen' været særlig vigtig at få skudt i gang.

- Ovenpå et forår med corona, hvor hospitaler verden over har vist deres værd, er en tv-serie som 'Sygeplejeskolen' særlig relevant for danskerne. Sygehusvæsnet får vi berøring med i løbet af livet på en eller anden måde, og derfor er det væsentligt at fortælle historier fra netop dette univers, siger TV 2s executive producer Mette Heiberg.

- 'Sygeplejeskolen' har samtidig rigtig godt fat i de unge seere på TV 2 PLAY og i den brede målgruppe på TV 2 CHARLIE. Vi er derfor enormt glade for, at vi går i gang med optagelser på hele to nye sæsoner på én gang, hvor der venter masser af gode oplevelser og dilemmaer for de elskede karakterer på Fredenslund, siger Mette Heiberg.

'Sygeplejeskolen' er skabt af hovedforfatterne Claudia Boderke og Lars Mering og produceres af Senia Dremstrup for SF Studios. De to nye sæsoner bliver instrueret af Jannik Johansen, Morten Boesdal og Tilde Harkamp.

Tredje sæson af 'Sygeplejeskolen', der er solgt til TV 2 Norge, TV4 og YLE, forventes at få premiere i efteråret 2020, mens seerne kan glæde sig til fjerde sæson i 2021.

Billede {0} af {1}