TV 2 inviterer danskerne på festival-sommer med de største danske musiknavne

I fire programmer besøger Rasmus Bjerg kendte festivalbyer med de største danske musiknavne fra sommerens aflyste festivaler. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix)

I fire programmer besøger Rasmus Bjerg kendte festivalbyer med de største danske musiknavne fra sommerens aflyste festivaler. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix)

I den ellers festivalløse sommer 2020 sikrer Rasmus Bjerg alligevel den gode festivalstemning blandt danskerne. Sammen med musikere og medværter besøger han i fire programmer kendte festivalbyer og laver koncerter med de største danske musiknavne fra sommerens aflyste festivaler.

For hundredtusindvis af danskere er sommer synonym med festival og musik. Bare ikke i 2020 – indtil nu…

Danskerne skal ikke snydes for god musik, festivalstemning og fællesskab, og derfor sender TV 2 skuespiller og sanger Rasmus Bjerg ud til fire kendte festivalbyer og laver minifestivaler med mange af de største danske musiknavne fra sommerens aflyste festivaler.

Hermed kommer musikerne hjem i sofaen til dig via fire musik- og festivalprogrammer på TV 2 og TV 2 PLAY. Programmerne har titlen ’Hele Danmarks Festival’ og sendes fire lørdage fra 27. juni.

- Sommerens festivaler er for mange selve symbolet på frihed, fest og fællesskab, og det er selvfølgelig kolossalt skuffende, at vi mister den dimension i sommeren 2020. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bringe festivalhyggen ud i landet – med solid opbakning fra mine gæsteværter og de engagerede kunstnere, som tager med os på ’Hele Danmarks Festival’, siger Rasmus Bjerg, der selv skulle have optrådt på flere af landets festivaler i år.

Rasmus Bjerg besøger blandet andet Skanderborg, hvor Smukfest hvert år samler tusindvis af mennesker under den danske bøg. (Foto: Sarah Christine Nørgaard / Ritzau Scanpix / TV 2)

Fire ikoniske festivalsteder – og fire fantastiske medværter
Rasmus Bjerg - og fire kendte musikere som medværter på hver deres festival - besøger hen over sommeren fire af de mest ikoniske og traditionsrige festivalsteder i Danmark. Det drejer sig om Roskilde Festival, Smukfest i Skanderborg, Vig Festival samt Langelandsfestivalen.

Rasmus Bjerg og gæsteværterne dykker ned i festivalernes særlige traditioner og stemninger, ligesom hvert program viser koncerter med nogle af Danmarks største musikalske stjerner på scenen.

- Vi skal høre stjernernes bedste anekdoter, og vi giver de musikere, der skulle have spillet på sommerens festivaler, en mulighed for at optræde foran hele Danmark. Vi møder nogle af de fans og frivillige, for hvem netop dén festival er årets højdepunkt. ’Hele Danmarks Festival’ er en hyldest til festivalernes fællesskab og en påmindelse om, at vi skal feste sammen igen, når krisen er forbi, siger underholdningsredaktør Dorte Borregaard, TV 2.

De fire ’Hele Danmarks Festival’-programmer kører fra 27. juni og fire lørdage frem. Lørdag 25. juli sender TV 2 fra de mange intime Grøn-koncerter og -havefester med danske kunstnere, som i år erstatter den traditionsrige Grøn Koncert. Læs mere om Grøn Koncert, der har tænkt nyt, her – og om TV 2s dækning.

Billede {0} af {1}