Rekorder på stribe til TV 2s nichekanaler

Fra TV 2 CHARLIE-serien 'Sommerdahl', som med 448.000 seere fik en flot premiere søndag 1. marts i direkte konkurrence med DR1-dramaet 'Når støvet har lagt sig' (464.000 seere) og El Clásico på TV 2 SPORT X (222.000 seere). (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Fra TV 2 CHARLIE-serien 'Sommerdahl', som med 448.000 seere fik en flot premiere søndag 1. marts i direkte konkurrence med DR1-dramaet 'Når støvet har lagt sig' (464.000 seere) og El Clásico på TV 2 SPORT X (222.000 seere). (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

2020 er startet forrygende for en række TV 2-kanaler. Nichekanalerne CHARLIE, FRI, ZULU, NEWS og TV 2s sportskanaler er kommet ind i det nye år med markante resultater.

Det ændrede tv-billede i begyndelsen af 2020 har givet medvind til alle TV 2s kanaler – og i særdeles til TV 2s mange nichekanaler, hvoraf flere er blandt de allermest sete kanaler i Danmark.

En række TV 2-kanaler har i år større udbredelse end i 2019 i kraft af TV 2s aftale med YouSee. Det gælder især for TV 2 CHARLIE, som også er den kanal, der har oplevet størst fremgang i seertilslutning.

Samtidig har TV 2-kanalerne sendt mange nye, populære udsendelser. På den måde har flere TV 2-kanaler i årets to første måneder sat rekorder, der overgår alle tidligere seertal gennem kanalernes levetid. Det er ganske bemærkelsesværdigt at kunne sætte seerrekorder i 2020, efter at der gennem flere år har været talt om nedgang i tv-forbruget.

Værter i 'Lykkehjulet' på TV 2 CHARLIE er Kanya Rørbech og Mikkel Kryger. (Foto: Peter Kjeldsen / TV 2)

TV 2 CHARLIE – de stærkeste måneder nogensinde
TV 2 CHARLIE har i januar og februar 2020 haft kanalens stærkeste måneder nogensinde målt på seerandel. Kanalen er i 2020 – indtil videre – Danmarks tredje største kanal efter TV 2 og DR1.

Fremgangen kan blandt andet tilskrives succesprogrammer som ’Lykkehjulet’, ’Hvem vil være millionær?’, ’Kendisfamilier’ og ’Meyerheim og stjernerne’, og samtidig har en række danske film trukket høje seertal.

Søndag fik kanalen en særdeles fin start på marts, da krimiserien ’Sommerdahl’ søndag 1. marts fik en meget flot premiere med 448.000 seere. Det er et af de højeste seertal i CHARLIEs historie – og et seertal, som løbende vil vokse gennem de næste syv dage, når Kantar måler seningen via harddiskoptagelse, TV 2 PLAY og catch up-service hos tv-distributører.

Søndag 1. marts 2020 er nu TV 2 CHARLIEs stærkeste dag nogensinde målt på seerandel blandt alle danskere.

Fra programserien 'Fem fede kokke'. (Foto: Peter Elmholt / TV 2)

TV 2 FRI – stærkeste måneder og højeste seertal nogensinde
Også TV 2 FRI har i januar og februar haft sine stærkeste måneder nogensinde målt på seerandel, og her skal årsagen i høj grad findes i nye succesprogrammer.

Et af dem er programserien ’Fem fede kokke’, som nu også er indehaver af titlen som TV 2 FRIs mest sete program nogensinde. Premiereafsnittet af ’Fem fede kokke’ blev set af 250.000 seere, hvilket er endnu mere end nogle af FRIs hidtidige favoritter – herunder også mere set end spinoff-programmer fra TV 2-serier som ’Vild med dans’, ’Landmand søger kærlighed’ og ’Kurs mod nord’.

Blandt de øvrige populære programmer på TV 2 FRI kan nævnes boligprogrammerne ’Vandkant til salg’ og FRI-klassikeren ’Krejlerkongen’.

Fra 'ZULU Awards 2020', hvor Dar Salim (i midten) var vært. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

TV 2 ZULU – højeste seertal ever
TV 2 ZULU er TV 2s ældste nichekanal, der havde premiere 15. oktober 2000. Trods en vigende udbredelse i de seneste år formåede TV 2 ZULU her i februar 2020 – altså knap 20 år efter kanalens start – at opnå kanalens højeste seertal nogensinde.

Det skete da ’ZULU Awards 2020’ opnåede det officielle seertal på 469.000 danskere. Programmet havde en seerandel på 22 procent blandt alle danskere og hele 66 procent blandt de 15-40-årige.

Også programserien ’Verdensmænd’ er en markant succes for TV 2 ZULU og TV 2 PLAY. Premiereafsnittet, der blev sendt umiddelbart efter ’ZULU Awards 2020’, er set af 279.000 inklusive den tidsskiftede sening, som måles af Kantar.

Søren Lippert og Charlotte Beder er to af værterne i 'NEWS & Co.' (Foto: Claus Troelsgaard / TV 2)

TV 2 NEWS – stærkeste januar og februar nogensinde
Også TV 2 NEWS er kommet stærkt i gang med 2020, hvor seerandelen i januar og februar 2020 overgår seerandelen i de tilsvarende måneder i hele NEWS’ levetid.

TV 2 NEWS har blandt andet stor tilslutning til den daglige nyhedsdækning – senest om spredningen af coronavirus, om dansk politik samt kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat i USA.
Også det daglige magasin ’NEWS & Co.’ har haft flere dage med høje seertal. Allermest set nogensinde var ’NEWS & Co.’ 18. februar, da dommen blev afsagt over Britta Nielsen. Her så gennemsnitligt 166.000 med på NEWS i de to timers ’NEWS & Co.’

Lionel Messi fra FC Barcelona er en af de store profiler, du kan møde på TV 2 SPORT X. (Albert Gea / Reuters / Ritzau Scanpix / TV 2)

TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X – håndbold, badminton og fodbold regerer
TV 2s nye sportskanal TV 2 SPORT X er født som en digital kanal på TV 2 PLAY, men kanalen har så stærke rettigheder inden for især spansk og italiensk fodbold, skiskydning og tennis, at også tv-distributører har taget TV 2 SPORT X med i tv-pakker eller som en del af frit valg-/bland selv-produkter.

SPORT X har dermed – trods den stadig relativt beskedne udbredelse – opnået seertal, som er højere end forventet, blandt fodboldkampe med op imod 100.000 seere.

Kanalen står nu bag den mest sete fodboldkamp fra Serie A på dansk tv, siden TV 2s hovedkanal i første del af 1990’erne sendte kampe fra den italienske liga – nemlig lokalopgøret i februar 2020 mellem Christian Eriksens klub Inter og AC Milan med blandt andre Simon Kjær og Zlatan Ibrahimovic

Kanalens hidtidige seerrekord blev naturligvis nået søndag 1. marts, da El Clásico mellem Real Madrid og FC Barcelona blev set af 222.000 seere i snit og 272.000, da flest så med.

TV 2 SPORT X er med en seerandel på 0,8 procent i årets første to måneder Danmarks næststørste blandt de rene sportskanaler efter storebror TV 2 SPORT (3,2 procent), TV3 SPORT (0,6 procent) og de to Eurosport-kanaler med henholdsvis 0,3 og 0,2 procent af danskernes tv-sening.

TV 2 SPORT har fortsat stor succes med håndbold og indledte året med ny seerrekord i en almindelig runde i dansk ligahåndbold, da Team Esbjerg og Odense i kvindernes liga blev set af 148.000 danskere. Siden gav EM-håndbold og flere store danske badmintonpræstationer mange stærke dage på TV 2 SPORT, som betyder, at kanalen har fået sin hidtil stærkeste start på et år.

'Badehotellet' er inden for de seneste uger to gange hædret som Danmarks bedste tv-program. Det er sket ved prisuddelinger, hvor det er seerne, som afgør vinderen. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

TV 2 – stærkeste start på året siden 2011
På trods af at TV 2s nichekanaler buldrer frem, har også TV 2s hovedkanal fået en flot start på 2020 – den stærkeste siden 2011. Det er lykkedes, selv om EM-håndbolden i januar skuffede, da de danske verdensmestre røg tidligt ud af turneringen.

En række andre programmer har til gengæld klaret sig strålende. Det gælder i særdeleshed ’Badehotellet’, hvor den aktuelle sæson 7 opnår stærkeste seerandel nogensinde – nemlig 69 procent til de første fem afsnit af sæsonen. Det gennemsnitlige seertal til sæson 7 ligger p.t. på lidt over 1,5 millioner seere pr. afsnit, og vurderingen er fortsat rekordhøj: 4,5 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst. Samtidig har ’Badehotellet’ endnu flere seere på TV 2 PLAY end tidligere.

Blandt TV 2s øvrige topscorere i årets første to måneder kan fremhæves ’X Factor’, ’Som sunket i jorden’, ’Anders & Torben’, ’Jo færre, jo bedre’, ’Ingemann og hovedstaden’ og ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’.

Seneste nyt

Anna (Molly Egelind).
03. juli 2020

TV 2-sommeren står (også) i fiktionens tegn

Link til TV 2-sommeren står (også) i fiktionens tegn
André Babikian som Flemming Torp, Laura Drasbæk som Marianne Sommerdahl og Peter Mygind som Dan Sommerdahl.
03. juli 2020

'Sommerdahl' er tilbage i Helsingør

Link til 'Sommerdahl' er tilbage i Helsingør
03. juli 2020

YouSee-kunder kan nu vælge TV 2 PLAY i Bland Selv

Link til YouSee-kunder kan nu vælge TV 2 PLAY i Bland Selv

Billede {0} af {1}