Emil Erichsen er vært, når TV 2 SPORT præsenterer ”sejlsportens Formel 1”

Sejladserne i SailGP foregår tæt på land, så publikum kan følge løbet fra kajen. (Foto: Brian Carlin / Sail GP)

Sejladserne i SailGP foregår tæt på land, så publikum kan følge løbet fra kajen. (Foto: Brian Carlin / Sail GP)

Danmark deltager med en af de syv både i den nye sæson af kapsejladserne SailGP, som sejles tæt på storbyer rundt om i verden – og som i september 2020 afvikler et stævne ud for København.

Der venter TV 2 SPORT-seerne – og publikum i blandt andet København – en stor oplevelse, når SailGP, der også kaldes ”sejlsportens Formel 1”, i løbet af 2020 kan opleves på tv eller fra kajkanten i nogle af verdens storbyer.

De første kapsejladser foregår 28.-29. februar i Sydney og kan ses tidligt fredag morgen på TV 2 SPORT.

Danmark er for første gang med i kapsejladsen med en båd, der prydes med Holger Danske-billede og med logo for sponsoren Rockwool. De øvrige både kommer fra USA, Storbritannien, Australien, Japan, Spanien og Frankrig.

Emil Midé Erichsen er vært, når TV 2 SPORT sender fra SailGP. Her er han fotograferet under OL i Rio 2016, hvor han var ekspert i forbindelse med TV 2s sejlsportsdækning. (Foto: Sisse Stroyer / Her & Nu / Ritzau Scanpix / TV 2)

Emil Erichsen bliver vært for SailGP-dækningen
TV 2 SPORT har erhvervet rettighederne til SailGP, og kanalen har sat en særdeles kendt sejler og tv-personlighed i spidsen for dækningen. Vært for TV 2s SailGP-dækning er nemlig Emil Midé Erichsen, som er kendt fra TV 2-programmerne ’Kurs mod fjerne kyster’ og ’Kurs mod nord’. Emil Erichsen var også tilknyttet som ekspert under TV 2s sejlsportsdækning ved OL i Rio i 2016.

- Det er en helt ny opgave for mig at være ankerperson på en tv-produktion, og det bliver en vildt spændende og rigtigt sjov udfordring. Jeg snusede til det under OL i Rio i 2016, hvor min far (Mikkel Beha Erichsen, red.) styrede mikrofonen og stillede over til sejladsen og til eksperterne. Og hvis jeg gik i stå, var det min far, som reddede mig. Denne gang er det mig, som har opgaven at redde andre, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Emil Erichsen med et smil og fortsætter:

- Men jeg kan ikke finde noget tryggere sted at prøve værtsopgaven for første gang end her: I forbindelse med en sportsdisciplin, som jeg ved noget om og har oprigtig interesse for, og sammen med to gode venner som eksperter og kommentatorer. Jeg ser det som et lille dream team, vi har skabt.

De to øvrige eksperter, som TV 2 har engageret til dækningen af SailGP, er Jonathan Bay, som også var TV 2-ekspert under OL i Rio, og Jonas Hviid-Nielsen, der har stort kendskab til den danske båd og det danske mandskab ved SailGp. Jonas Hviid-Nielsen har været omkring det danske SailGP-team fra holdets begyndelse.

Den danske båd Team Rockwool fotograferet under træningen i Sydney 18. februar i år. (Foto: Brian Carlin / SailGP)

Indeholder ingredienserne til en spændende tv-sport
Hos TV 2 SPORT kalder kanalchef Kristian Hyldgaard SailGP-formatet for ”super interessant”.

- Jeg ser en rigtigt fin mulighed for at bringe sejlsport ud til endnu flere danskere end kun de sejlsportskyndige. Vi fik gode erfaringer ved OL i Rio, og med dette nye ”sejlsportens Formel 1” er der stærkt fokus på, at sejlsport skal være en god tv-oplevelse. Med en tv-produktion i verdensklasse, en dansk båd og ikke mindst fascinationen af farten på vandet har vi ingredienserne til en spændende tv-sport, siger Kristian Hyldgaard.

Kanalchefen er overordentligt glad for at have Emil Erichsen ved roret sammen med eksperterne Jonathan Bay og Jonas Hviid-Nielsen.

- Emil er en virkelig dygtig formidler med stor indsigt i sejlsporten. Nu tager han skridtet videre og bliver vært og kommentator på vores live-transmissioner, og det bliver rigtigt godt. Vores udgangspunkt på TV 2 SPORT er altid kombinationen af høj faglighed og godt selskab, og vores trekløver kan gøre sejlsporten endnu mere folkelig og interessant at følge, siger Kristian Hyldgaard.

Sæsonstarten på SailGP foregår i Sydney 28. og 29. februar. TV 2 SPORT sender første gang fredag 28. februar klokken 05.20 om morgenen. (Foto: Brian Carlin / SailGP)

”Det hér når aldrig at blive kedeligt”
SailGP er den mest højteknologiske kapsejlads i verden lige nu og har den højeste pengepræmie til vinderholdet: Én million dollars. Når Emil Erichsen er begejstret for Sail GP-konceptet, har det også flere andre grunde.
 
- Kapsejladsen foregår tæt på land og ved storbyer rundt omkring i verden, hvor man kan stå på kajen og se med. Det er enormt intenst og hektisk, når bådene sejler med op til 100 km/t i de korte heats på 15-20 minutter. Jeg skal være den første til at indrømme, at sejlads nogle gange kan være kedeligt at se på, men det hér når aldrig at blive kedeligt, siger Emil Erichsen.

Mange kender America’s Cup, der afholdes hvert fjerde år, og hvor der sker udskiftning af bådene fra gang til gang. De både, der er med i SailGP i 2020, er let ombyggede versioner af dem, som var med i den seneste udgave af America’s Cup – altså de hurtigste kapsejladsbåde i verden.

De store katamaraner når en hastighed på op imod 100 km/t under sejladserne, og det har været med til at give SailGP tilnavnet "sejlsportens Formel 1". (Foto: Brian Carlin / SailGP)

Et ungt dansk hold
Chef for den danske Rockwool-båd er Jonas Høgh-Christensen, som blandt andet har OL-sølv og to VM-guldmedaljer i finnjolle på sit cv.

- Den danske båd sejles af et ungt, dansk hold med Nicolai Sehested som kaptajn. Vi er jævnaldrende og har konkurreret gennem årene. Jeg kan huske, at vi i en alder af 12-13 år konkurrerede i optimistjolle ved DM. Nicolai vandt, og jeg blev blandt de ti sidste, så der er nok en grund til, at Nicolai er kaptajn i SailGP, og jeg skal kommentere sejladserne, siger Emil Erichsen med et smil og fortsætter:

- I det hele taget er der tale om danske sejlere, hvis karriere jeg har fulgt gennem årene. Med i båden er også blandt andre Martin Kirketerp, som under dramatiske omstændigheder vandt OL-guld i 49er’en i 2008 sammen med Jonas Warrer.

De fem SailGP-stævner, som p.t. er fastlagt i 2020, foregår ud for Sydney 28.-29. februar, ud for San Francisco 2.-3. maj, ud for New York 12.-13. juni, ud for Cowes på Isle of Wright i Sydengland 14.-15. august og ud for København 11.-12. september.

Du kan læse mere om SailGP på www.sailgp.com.

Sådan kan du se sejlsport på TV 2 PLAY.

Fra det danske teams forberedelser i Sydney frem mod sæsonstarten 28. februar. (Foto: Brian Carlin / SailGP)

Seneste nyt

Anna (Molly Egelind).
03. juli 2020

TV 2-sommeren står (også) i fiktionens tegn

Link til TV 2-sommeren står (også) i fiktionens tegn
André Babikian som Flemming Torp, Laura Drasbæk som Marianne Sommerdahl og Peter Mygind som Dan Sommerdahl.
03. juli 2020

'Sommerdahl' er tilbage i Helsingør

Link til 'Sommerdahl' er tilbage i Helsingør
03. juli 2020

YouSee-kunder kan nu vælge TV 2 PLAY i Bland Selv

Link til YouSee-kunder kan nu vælge TV 2 PLAY i Bland Selv

Billede {0} af {1}