Skuespiller Rasmus Bjerg byder sammen med Louise Wolff hjertelig velkommen til årets juleshow, når TV 2 traditionen tro fejrer den søde juletid med 'Alletiders juleshow' fredag 20. december klokken 20.35 på TV 2 og TV 2 PLAY.
Glæd dig til musikalsk juleknas og lidt decemberfitness til lattermusklerne, når TV 2s store juleevent 'Alletiders juleshow' varmer op til juledagene fra Musikkens Hus i Aalborg.
Du kan se frem til masser af musikalske julegaver fra nogle af Danmarks største stemmer som Oh Land, Hjalmer, Peter A.G., Aura, Malthe Ebert, Cæcilie Norby og Barbara Moleko samt trylleri og skarpe jokes fra komiker Rune Klan.
Læs også: Alle de julegodter, vi deler - på tv og streaming
Årets værter er Louise Wolff og skuespiller Rasmus Bjerg, der glæder sig til at få hele Danmark i julestemning.
- Julen betyder meget for mig. Det er jo hjerternes fest. I denne kaotiske verden er det vigtigt at finde de små åndehuller, og det er julen for mig. Fuld af nostalgi og barnlig glæde, fortæller Rasmus Bjerg, der også ser frem til at stå sammen med Louise Wolff i Musikkens Hus.
- Louise er alt det, hun udstråler på skærmen; sød, vittig, troværdig og dygtig, slutter han.
'Alletiders juleshow' optages for fulde huse i Musikkens Hus onsdag 4. december, og du kan komme i vaskeægte julestemning sammen med TV 2, når hele showet sendes fredag 20. december klokken 20.35 på TV 2 og TV 2 PLAY.