Nu sender TV 2 Vejret igen sine vejrudsigter fra Kvægtorvet, hvor TV 2 har investeret i et nyt vejrstudie.
Efter seks år med vejrstudie i et hjørne af nyhedsstudiet i Odense – og et halvt år i København i forbindelse med ombygningen af nyhedsstudiet – har TV 2 Vejret igen fået sit eget studie. Det ligger centralt ved Midtergangen i TV 2s hovedsæde på Kvægtorvet.
- Nogle vil mene, at det har mindre betydning, om man har sit eget studie, eller om man producerer hos andre. Vi er sikre på, at det har stor betydning både for vores medarbejdere og for produktet, at vi nu får vores helt eget studie, som er skabt ud fra TV 2 Vejrets ønsker og behov, siger redaktionschef Peter Tanev, TV 2 Vejret, og fortsætter:
- Vi får nye muligheder for at bruge grafikken i vores formidling. Studiet er bygget til at formidle det, som virkelig betyder noget for danskerne, nemlig morgendagens vejr.
En stor, bueformet skærm
Det nye vejrstudie er kendetegnet af en stor, bueformet skærm. De runde former – der også kendetegner langt de fleste vejrinstrumenter, solen, fuldmånen mm. – ses ligeledes i gulvet i vejrstudiet, hvor det senere bliver muligt at arbejde med 3D-grafik, der vokser op fra gulvet.
Andreas Nyholm er ansvarlig for TV 2 Vejrets grafik, og han forventer sig meget at de nye muligheder.
- Vi kommer til at lave nogle grafiske forklaringer, som ikke er set i danske vejrudsigter før. Vigtigt er, at vi gør det for at formidle vejret bedre – ikke fordi vi kan, siger Andreas Nyholm.
Flere billeder af danskernes vejr
Den nye skærm er så stor, at TV 2s vejrudsigter nu kan afsluttes med at vise både morgendagens vejr og femdøgnsprognosen i samme billede.
- I de seks år, hvor TV 2 Nyhederne og TV 2 Vejret har haft fælles adresse på Kvægtorvet, er det blevet endnu tydeligere for os alle, hvor meget vejret betyder for danskerne. Det er baggrunden for vores videre samarbejde, og det vil vi fokusere endnu mere på i vores formidling fra det nye vejrstudie, siger Peter Tanev og fortsætter:
- På storskærmen vil vi præsentere endnu flere billeder af det danske vejr – især seernes og brugernes egne billeder. Vi vil også gerne selv ud i danskernes vejr, og derfor er TV 2s vejrbil, der kommer rundt i hele Danmark for at dække vejret, en vigtig del af vores samlede vejrdækning.
I det nye studie produceres vejrudsigterne til hovedkanalen og til TV 2 Regionerne samt til NEWS’ aftenflade.