Når medvirkende i TV 2s programmer kommer i stormvejr

Fra 'Den perfekte opdragelse?', hvor bl.a. familien Norsgaard Jørgensen fra Silkeborg medvirkede. (Foto: TV 2)

Fra 'Den perfekte opdragelse?', hvor bl.a. familien Norsgaard Jørgensen fra Silkeborg medvirkede. (Foto: TV 2)

05. december 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Efterårets dialogmøde satte bl.a. fokus på behandlingen af medvirkende i både TV 2-programmer og på TV 2s sociale medier. Også stationens mediepolitiske ønsker samt klager over lydproblemer var blandt emnerne i TV 2s halvårlige med lytter- og seerorganisationerne 28. november 2017.

Hvordan behandler TV 2 de medvirkende i kanalens programmer? Og hvad gør TV 2, når der i forbindelse med programmerne opstår kraftig debat om bl.a. de medvirkende på TV 2s sociale medier, især Facebook?

Det var et af emnerne, da TV 2 28. november 2017 holdt sit halvårlige dialogmøde med lytter- og seerorganisationerne. På mødet fik deltagerne også orientering fra administrerende direktør Merete Eldrup samt et indblik i aktuelle debatter og temaer fra seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike.

Programserie om opdragelse og familieliv skabte debat
Det var især to TV 2-programserier i sommeren og eftersommeren 2017, som havde givet dialogmødets medlemmer ønske om at debattere behandlingen af medvirkende – både på tv og på sociale medier.

I den ene programserie ’Den perfekte opdragelse?’ fortalte tre familier om deres særlige måder at være familie på, og formålet med programmerne var at få danskerne til at reflektere over deres eget familieliv og deres måde at klæde børnene bedst muligt på til fremtiden.

- Det var vigtigt for os ikke at give udtryk i programmerne for, om noget er rigtigt eller forkert, sagde TV 2-redaktør Stine Lundbak Ravn, som fortalte, at det tog TV 2 et halvt år at finde de tre familier i programserien.

- Familierne er valgt, fordi de har gjort aktive og bevidste valg i deres familieliv, og fordi de indretter familielivet på særlige måder, sagde Stine Lundbak Ravn.

Familierne havde i den uge, hvor optagelserne foregik, 15 kameraer monteret i huset. Hvis der fandt episoder sted under optagelserne, som familierne ikke ønskede at få med, havde de indsigelsesret. Herudover fik familierne mulighed for gennemsyn – ja, faktisk blev der tale om et ekstra gennemsyn, fordi visningen af programserien blev skubbet fra foråret til efteråret 2017.

Fra programmet 'Den perfekte opdragelse?', hvor familien Maimonide i Humlebæk går efter, hvad der føles godt, når det drejer sig om børneopdragelse. (Foto: TV 2)

Fra dialogmøde-deltagere blev der udtrykt undren over, at familierne var ”ekstreme”, fordi det gjorde det vanskeligere for seerne at spejle sig i familierne og deres løsninger. 

- Man burde have taget en almindelig familie med, lød opfordringen fra en deltager i mødet – hvortil Stine Lundbak Ravn svarede:

- Hvad er en almindelig familie nu om dage? Vi gør i introen til hvert program opmærksom på, at familierne har valgt usædvanlige opdragelsesmetoder, men jeg er uenig i, at andre familier ikke kan tage udbytte med fra de problematikker og løsninger, som vises i programmerne, sagde Stine Lundbak Ravn.

En anden dialogmøde-deltager sagde, at programmerne var med til at skabe god debat – bl.a. om det forventningspres hos familierne, som er vokset gennem årene.

- Programmerne kan også lære nogle familier, hvor de ikke vil hen med deres liv, og andre kan få den fornemmelse, at man skal slappe mere af og ikke opsøge noget, for at det skal fremstå perfekt, sagde mødedeltageren.

TV 2 forsøger generelt at forberede sine medvirkende på, at de kan blive udsat for reaktioner på sociale medier. I nogle tilfælde opfordres medvirkende til at lukke deres f.eks. Facebook-profiler i en periode. 

TV 2-redaktøren blev spurgt, hvordan de medvirkende oplevede sig selv i programmerne, efter at flere af dem oplevede kritik på sociale medier.

- Jeg ville helst kunne sige, at alle var superglade – men der var nogle knaster, sagde Stine Lundbak Ravn.

Fra TV2-programmet 'Sandheden om vores au pair'. (Foto: Lars Juul / TV )

Et nuanceret billede af au pair-ordningen
Også en anden TV 2-programserie ’Sandheden om vores au pair’ gav anledning til debat. På dialogmødet fortalte TV 2-redaktør Liv Michelsen, at formålet med serien var at give et nuanceret billede af au pair-ordningen.

- Er ordningen udnyttelse af fattige piger fra Filippinerne, eller er der tale om verdens bedste ulandshjælp? Det er modpolerne i debatten, som vi gerne ville vise flere nuancer af, sagde Liv Michelsen, som fortalte, at produktionsselskabet var i forbindelse med flere end 30 familier, inden de tre medvirkende familier og deres au pair-piger var udvalgt.

Også au pair-programmerne blev vist til de medvirkende inden udsendelse på tv. Her valgte TV 2 først at vise udsendelserne til au pair-pigerne, som bl.a. var blevet interviewet, uden at værtsfamilien var til stede.

- Au pair-pigerne er den svage part i relationen, og vi ville ikke risikere, at deres udsagn ødelagde noget i forhold til værtsfamilierne.

Fra dialogmødets deltagere var der anerkendelse til programmerne og til nuancerne om au pair-ordningen, som blev fremvist. Også programideen om at sende mødrene i værtsfamilierne til Filippinerne sammen med hver deres au pair-pige blev rost.

- Konfrontationen med livet i Filippinerne er interessant, men jeg er skeptisk over for, om man får vist de mest kontroversielle ting i au pair-ordningen, når de medvirkende kan gribe ind i optagelserne undervejs og efterfølgende sige fra over for nogle af episoderne, sagde en deltager i dialogmødet.

- Jeg kender ingen, der har au pair-piger, så programmerne gav mig et indblik i en helt ny verden og et nuanceret billede af au pair-ordningen, sagde en anden mødedeltager.

En af au pair-værterne blev efter programmerne udsat for kritik i sit lokalområde og på sociale medier, og en dialogmødedeltager vurderede, at det kunne give anledning til en særlig læring:

- Man er formentlig mere genkendelig og synlig i sit nærområde, når man kommer fra et lille samfund uden mange filippinere. Jeg tror ikke, man skal vælge medvirkende fra de små samfund i sådanne programmer, sagde mødedeltageren.

'Sandheden om vores au pair' fulgte programmets tre danske au pair-værter - her Christina Hembo - til Filippinerne, hvor de danske værter besøgte det sted, hvor deres au pair-piger stammer fra. (Foto: TV 2)

Vores medvirkende – vores ansvar
På dialogmødet fortalte to TV 2-medarbejdere, der leder overvågningen på TV 2s sociale medier, hvordan TV 2 håndterer debatten på Facebook.

- Og husk inden vi ser på de hårde eksempler, at der er masser af kærlighed derude. Langt, langt hovedparten af debatten foregår ordentligt, og der er typisk også masser af opbakning og anerkendelse til de medvirkende, sagde Louise Dohn, der er head of community management i TV 2 Marketing.

For TV 2 og TV 2s moderatorer handler det om at lægge rammerne for en god debat om relevante emner – og debatten og engagementet er overvældende. På de første knap 11 måneder af 2017 var der skrevet knap 2,4 millioner kommentarer på TV 2s Facebook-sider.

- Langt det meste foregår helt efter reglerne. Vores opgave er at zoome ind på de opslag og kommentarer, der giver problemer. Nogle gange møder vi folk, der siger, at debattråden ”da ser fin ud”. Men så skulle de have set den, før vi slettede kommentarer, sagde Néte Gerlach, som er teamchef for moderatorerne på TV 2s nyhedsbaserede Facebook-sites.

Alle Facebook-sider fortæller tydeligt om den debattone, TV 2 ønsker, og der henvises jævnligt til goddebat.tv2.dk. Ved første overtrædelse slettes en kommentar, og efter to overtrædelser blokeres debattøren.

Stigende vrede på sociale medier
Selv om alle, der opretter en profil på Facebook, accepterer ikke at ville mobbe og diskriminere, vurderede Louise Dohn, at mange brugere bliver mere og mere vrede.

- De bliver rasende på TV 2, og det er OK – men de retter også vreden mod os som moderatorer og spørger ”Hvad mener du, Louise?” Den stigende vrede er en grim tendens, og jeg er bange for, at vi kun har set toppen af isbjerget, sagde Louise Dohn.

Nogle gange vælger moderatorerne at stille spørgsmål til de kritiske brugere, f.eks. ”Hvordan gør I hos jer?”

- Og så bliver der ofte stille, eller også sletter brugeren sit eget opslag. Det er nemt at pege fingre ad andre, men det er ikke så sjovt, når pilen peger på én selv, sagde Louise Dohn.

Fra dialogmødets deltagere blev Louise Dohn og Néte Gerlach spurgt om det værktøj, moderatorerne anvender, og der blev givet opfordring til TV 2 om at lave et program om sprog og tone på de sociale medier.

Fra dialogmødet lød der også opfordring til – om muligt – at engagere sig i debatter på andre Facebook-sites, ligesom der blev spurgt til dialogen med de afdelinger, der producerer videoindslag til Facebook.

- Ja, den dialog har vi hele tiden, og hvis vi er i tvivl om, hvordan modtagelsen af materialet vil blive, siger vi til. Herudover melder vi tilbage til redaktører og journalister, når vi oplever mange reaktioner på klip og opslag, sagde Néte Gerlach.

TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup. (Foto: Mikkel Szabo / TV 2)

Mediepolitik og økonomi
På dialogmødet fortalte administrerende direktør Merete Eldrup om TV 2s aktuelle situation – og det skete med gode nyheder til mødedeltagerne: TV 2s økonomi for 2017 ser særdeles fornuftig ud som følge af en bedre dansk økonomi, og fordi TV 2 har fundet en god formel for priserne på tv-abonnementer og på TV 2 PLAY. Samtidig har TV 2s kanaler gode seerandele – dog i et marked, hvor tv-seningen blandt unge falder, mens de ældre faktisk ser mere tv.

- Når nogen har travlt med at fortælle, at ”ingen ser tv”, er det forkert. Vi ser cirka 2½ times tv hver om dagen, og de unge ser flow-tv en time hver dag. I en situation, hvor en del har fravalgt tv-pakker, samler vi mange seere op på TV 2 PLAY. Mange forbrugere vil selv tilrettelægge deres tv-forbrug, og det hjælper vi med via vores streamingtjeneste, sagde Merete Eldrup.

En stor del af spørgsmålene til Merete Eldrup handlede om mediepolitik og om forhandlingerne om en kommende medieaftale. Direktøren fortalte om TV 2s mediepolitiske ønsker – og hun konstaterede samtidig, at en betydelig del af mediedebatten vedrørende TV 2 handler om privatisering eller ej. Uanset om TV 2 hellere vil debattere andre mediepolitiske emner.

- TV 2 har ingen holdning til, om det fremtidige ejerskab ved et eventuelt salg bør være offentligt eller privat. Men vi mener, at TV 2s dobbelte formål – økonomi og public service – bedst understøttes af en langsigtet ejer med et publicistisk udgangspunkt, sagde Merete Eldrup og fortsatte:

- Debatten om privatisering styrer ikke, hvad vi laver på TV 2. Vi leverer tal til ministeriets rådgivere, og så fortsætter vi med at lave danske programmer og tjene penge, så vi kan producere flere gode programmer.

En deltager i dialogmødet var bekymret ved tanken om en privat ejer, der kunne iagttage en hovedkanal, som – traditionelt – har givet TV 2-koncernen betydelige underskud. Mon en privat ejer vil drive hovedkanalen på samme måde med masser af dansk indhold og omfattende nyhedsdækning, hvis det medfører store underskud, lød spørgsmålet?

- Det er rigtigt, at hovedkanalen tidligere har givet store underskud, men i 2017 forventer vi faktisk overskud på kanalen. I kraft af abonnementsbetalingen har TV 2s hovedkanal fået en mere stabil økonomi, så bortset fra de meget store sports-år ser det helt fornuftigt ud, sagde Merete Eldrup.

Når TV 2 ønsker mulighed for at afbryde programmer i naturlige pauser, handler det - som et af de oplagte eksempler - om 'Vild med dans'. TV 2 må ikke indlægge en reklameblok mellem 'Vild med dans' og 'Vild med dans - afgørelsen', og for at kunne sende reklamer og sikre indtægter, skal TV 2 derfor sende f.eks. 'Weekendvejret' i pausen mellem de to 'Vild med dans'-programmer. Det er hverken til gavn for seerne eller TV 2, forklarede Merete Eldrup på dialogmødet med lytter- og seerorganisationerne. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

En dialogmødedeltager udtrykte håb om, at TV 2s public service-indsats kan fortsætte i tilfælde af en eventuel privatisering, mens en anden spurgte ind til TV 2s ønske om at bringe reklameblokke i visse programmer.

- TV 2 har ikke noget ønske om at afbryde f.eks. film eller valgaftener. Vi ønsker til gengæld muligheden i f.eks. timelange transmissioner af Tour de France samt mellem ’Vild med dans’ og ’Vild med dans – afgørelsen’. I dag er vi nødt til at sende et vejrprogram i ’Vild med dans’-pausen for at kunne vise en reklameblok, og det forekommer hverken naturligt eller seervenligt, sagde Merete Eldrup.

Film og tv-fiktion
TV 2-direktøren blev spurgt om den betydning, som Public Service Puljen har haft for TV 2-kanalernes fiktionstilbud. 

- Uden Public Service Puljen havde TV 2, TV 2 ZULU, TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY ikke kunnet realisere den ambitiøse fiktionsstrategi, som har gjort 2017 til vores største fiktions-år nogensinde, sagde Merete Eldrup.

Hun nævnte samtidig, at TV 2s filmstøtteforpligtelse på over 65 millioner kroner om året – der især går til biograffilm – hellere burde gå til produktion af tv-fiktion, som har større publikum på tv og streaming.

Merete Eldrup glædede sig også samarbejdet med TV 2-Regionerne – bl.a. i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget i november, hvor TV 2-Regionerne overtog TV 2s sendeflade på valgaftenen og leverede ekstra nyhedstimer i valgkampen og dagen efter valget.

Fra dialogmødets deltagere var der ros til TV 2s samlede valgdækning, herunder magasinerne på TV 2 NEWS. Der lød også opfordring om at etablere et EU-magasin på nyhedskanalen og om at sende ”decideret kirkelige programmer” på TV 2.

TV 2s sportsdækning fik roser på dialogmødet – bl.a. til TV 2 SPORTs kommentatorer og i forbindelse med den udvidede dækning af sommerens Tour de France og tilknytningen af ekstra kommentatorer til Tour-dækningen. En deltager i mødet roste TV 2s dækning af kvindefodbold under sommerens EM-slutrunde og af den efterfølgende konflikt mellem DBU og spillerne.

Lars Bennike har været Seernes redaktør på TV 2 siden 2008. (Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2)

Lydforhold giver anledning til klager
På dialogmødet fortalte seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike, om aktuelle sager og klager. Og blandt de emner, som løbende giver anledning til henvendelser, er lydproblemer som følge af jingler, baggrundsmusik og baggrundsstøj.

- Høj lyd på reklamer giver jævnligt anledning til klager, selv om der er klare specifikationer for lyden. Når lyden på reklamer kan fremstå højere, selv om de overholder grænseværdierne, skyldes det højere energitæthed i nogle reklamespots, sagde Lars Bennike.

Han understregede, at klager over lydproblemer bliver taget alvorligt og altid viderebragt til de enkelte redaktioner og redaktører. Dermed kan det vurderes, om der er et mønster i klagerne, og om TV 2s indsats på området kan forbedres.

Et eksempel var en klage over lydproblemer i et forproduceret vejrindslag i ’Vild med dans’-pausen, hvor en seer havde helt ret i, at lydkvaliteten ikke var tilfredsstillende.

- Klagen til TV 2 Vejret har ført til aftale om et forløb, hvor sådanne indslag bliver sendt til TV 2 Lyd for tilretning inden udsendelse, fortalte Lars Bennike.

Også dialogmødets deltagere kunne genkende, at lydproblemer fylder en del i de henvendelser, som lytter- og seerorganisationerne modtager. Årsagen til klagerne kan ligge hos tv-selskaberne, f.eks. brug af musik, mumlen hos medvirkende og valg af mikrofoner, eller kan skyldes dårlige højttalere i moderne fladskærms-tv eller indstilling af høreapparater. I mange tilfælde vil tekstning via tekst-tv være til hjælp for seerne.

Klager over automatisk start af reklamer på tv2.dk har også været anledning til at skabe en løsning, som er mere tilfredsstillende for de mange brugere af sitet, oplyste seernes redaktør.

Poul Erik Skammelsen og Cecilie Beck var værter på TV 2s kommunalvalgaften, der blev sendt på TV 2 NEWS og efter midnat også på TV 2. (Foto: Mikkel Szabo / TV 2)

Få klager om kommunal- og regionsrådsvalg
Den omfattende dækning af kommunal- og regionsrådsvalget gav kun anledning til relativt få henvendelser, og vurderingen fra seernes redaktør var, at TV 2 og TV 2 NEWS havde holdt en god balance i dækningen.

- Man kan ikke bedømme valgdækningen på, hvad der blev sendt en bestemt morgen – dækningen skal bedømmes over et lidt længere tidsrum, sagde Lars Bennike.

Fra deltagere i dialogmødet lød der opfordring til at have mindre fokus på partilederne under et kommunalvalg.

- Generelt leverede TV 2s kanaler en god dækning, men ind imellem havde redaktionen for travlt med at trække tingene op på Christiansborg-niveau og på det landspolitiske plan, lød det fra et par mødedeltagere.

En anden mødedeltager kritiserede, at nogle sportskommentatorer i håndbold og fodbold ”råber uhæmmet”.

- Det er fint, at kommentatorerne er engagerede, men det kammer over nogle gange, kritiserede mødedeltageren, og Lars Bennike lovede at bringe kommentaren videre til orientering til TV 2s sportschef.

Billede {0} af {1}