Lise Nørgaard fylder - TV 2 hylder

På selve fødselsdagen, onsdag 14. juni, sender TV 2 CHARLIE tre programmer, der hylder Lise Nørgaard og ’Matador’. (Foto: Monday Media / TV 2)

På selve fødselsdagen, onsdag 14. juni, sender TV 2 CHARLIE tre programmer, der hylder Lise Nørgaard og ’Matador’. (Foto: Monday Media / TV 2)

06. juni 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Forfatteren og journalisten Lise Nørgaard fylder onsdag 14. juni 100 år, og det markeres af både TV 2 og TV 2 CHARLIE.

Når forfatteren og journalisten Lise Nørgaard onsdag 14. juni fylder 100 år, bliver det markeret med film på TV 2 lørdag 10. juni og på TV 2 CHARLIE på selve fødselsdagen med en række programmer, der hylder Lise Nørgaard og den folkekære serie ’Matador’, som hun er idékvinden bag.

Lørdag aften viser TV 2 filmen ’Kun en pige’ fra 1995, der handler om Lise Nørgaards liv, og som er baseret på hendes erindringer 'Kun en pige' og 'De sendte en dame'. I filmen følger vi hende, fra hun er en lille tænksom pige med sløjfe i håret, til hun bliver en stærk ung kvinde, som kæmper for at få en uddannelse. 

Da ’Kun en pige’ blev skabt i 1995, havde filmen det hidtil største budget for en dansk film på 28 millioner kroner. I Peter Schrøders instruktion medvirker cirka 100 skuespillere og 1500 statister – omtrent tre gange så mange som normalt for danske film på denne tid.

Waage Sandø spiller Lise Nørgaards far, den hårdtarbejdende købmand Harry A. Jensen, der ved, hvad han vil have og er vant til få det. Derfor må hans smukke hustru (Inge Sofie Skovbo) gennemgå tre graviditeter i rap, før hun kan give ham, hvad han ønsker sig allermest: En dreng!

Men som Harry siger i sin glædesrus: ”Hvad gør et par fejlleveringer, når bare den ægte vare til sidst bliver leveret”. Denne bemærkning overhører den ældste af "fejlleveringerne", storesøster Lise...

Amalie Dollerup spiller Lise Nørgaard som barn, Sofie Engberg spiller den unge Lise, mens Puk Scharbau har hovedrollen som den voksne Lise Nørgaard. Blandt filmens øvrige skuespillere ses Birthe Neumann, Lene Laub Oksen, Tomas Villum Jensen, Kristian Halken, Lars Knutzon, Anders Nyborg, Stig Hoffmeyer, Paprika Steen og Bodil Jørgensen.

Puk Scharbau som Lise Nørgaard i det danske drama 'Kun en pige' om journalisten og forfatterens liv. (Foto: TV 2)

Lise Nørgaard hyldes i talkshow
På selve fødselsdagen, onsdag 14. juni, sender TV 2 CHARLIE tre programmer, der hylder Lise Nørgaard og ’Matador’. Aftenen indledes med et gensyn med ’Talkshowet Meyerheim’s fejring af Lise Nørgaard, som i selskab med gode venner fortæller åbenhjertigt om sit lange liv.

Gæsterne er Cecilie Frøkjær, Kathrine Lilleør, Søren Pind og Bertel Haarder. De fortæller om venskabet med Lise Nørgaard, den inspirerende appetit og nysgerrighed, hun har på livet, og det uudslettelige indtryk, forfatteren har gjort på dem. Bertel Haarder overrasker også med et musikalsk indslag, og så underholder skuespiller Lise Baastrup og Nørrebro Teater med en bevægende version af Benny Andersens 'Svantes lykkelige dag'.

’Korsbæk på Bakken’
CHARLIE fortsætter aftenen med programmet ’Korsbæk på Bakken’, der fortæller om tilblivelsen på Bakken af Lise Nørgaards folkekære by fra danmarkshistoriens mest sete tv-serie, ’Matador’.

I reportagen kommer vi helt tæt på tilblivelsen af den lille by, hvor man følger de hektiske dage med færdiggørelsen af byggeriet og generalprøver inden åbningen - et projekt, som den visionære mand Torben Træsko står bag. Men han kan kun skabe Korsbæk med forfatterens velsignelse - og den bestemte dame er perfektionist til fingerspidserne. Heldigvis er der fuld opbakning fra både Lisbet Dahl og de oprindelige skuespillere.

I programmet medvirker også bl.a. Per Pallesen, Sonja Oppenhagen, Malene Schwartz, Susse Wold, Vicki Berlin, Susanne Breuning, Flemming Jensen, Pernille Schrøder og Dennis Knudsen.

’Legenderne’
Lise Nørgaard- og ’Matador’-aftenen på TV 2 CHARLIE rundes af med programserien ’Legenderne’, der i denne udgave inviterer nogle af ’Matador’-stjernerne - Ghita Nørby, Malene Schwartz, Per Pallesen og Kurt Ravn - indenfor til en underholdende dyst mod publikum om de største øjeblikke fra tiden omkring tv-serien.

Bent Fabricius-Bjerre kigger også forbi og spiller det elskede ’Matador’-tema. Vært er Jarl Friis-Mikkelsen.

Billede {0} af {1}