
Mikkel Boe Følsgaard som Johannes og Jens Albinus som Ulrik i det danske drama 'Rosita' fra 2015. (Foto: TV 2)
Jens Albinus og Mikkel Boe Følsgaard har hovedroller i den intense film fra den jyske vestkyst.
Også i en lille jysk fiskerby kan der være masser af dramatik og store følelser, og det kan du opleve i det intense og gribende danske drama 'Rosita' fra 2015, der får dansk tv-premiere søndag 13. november på TV 2.
I filmen bliver symbiosen mellem en enkemand og hans voksne søn udfordret, da faren bliver kærester med en ung og smuk filippinsk kvinde - som sønnen også forelsker sig i. I hovedrollerne ses Jens Albinus (’Idioterne’, ’At kende sandheden’, ’Ørnen’), Mikkel Boe Følsgaard (’En kongelig affære’, ’Arvingerne’, ’Sommeren ´92’) og Mercedes Cabral (’Thirst’).
Filmen er instrueret af spillefilmsdebutanten Frederikke Aspöck, og manuskriptet er skrevet af Kim Fupz Aakeson, der også skrev 'Den eneste ene'. I BT fik filmen fire stjerner, og anmelderen Michael Lind skrev:
"... er med sine smukke billeder af kystens vilde natur, finurlige hverdagshumor og de ret gode skuespilpræstationer klart en lille perle.."
Mercedes Cabral spiller Rosita som både Ulrik (Jens Albinus) og sønnen Johannes (Mikkel Boe Følsgaard) forelsker sig i. (Foto: TV 2)
En stor konflikt under opsejling
I en lille by ved den jyske vestkyst arbejder enkemanden Ulrik (Jens Albinus) og hans hjemmeboende søn Johannes (Mikkel Boe Følsgaard) på den lokale fiskefabrik. Deres hverdag i det lille røde murstenshus er præget af faste rutiner og vaner, men det bliver der vendt op og ned på, da Ulrik i sin søgen efter en at dele livet med inviterer den unge filippinske kvinde Rosita (Mercedes Cabral) til at komme og bo hos sig. Da Ulrik ikke kan tale engelsk, må Johannes agere tolk for ham, når han skal tale med Rosita.
Johannes' verden bliver rystet af mødet med den begavede og eksotiske Rosita, og han bryder sig ikke om, at han pludselig skal dele sin far med en fremmed kvinde. Men som Johannes tilbringer en del tid sammen med Rosita, lærer han hende at kende og begynder at sætte pris på hende.
Og efterhånden kommer Johannes og Rosita tættere på hinanden, end godt er. Det ender med, at far og søn er forelsket i den samme kvinde - og en stor konflikt er under opsejling. Men spørgsmålet er - hvad ønsker Rosita? Samtidig begynder Johannes at få udlængsel og drømme om et andet liv end det daglige knokleri på fabrikken.
Jens Albinus fik sit store folkelige gennembrud i den populære tv-serie 'Ørnen'. (Foto: TV 2)
Jens Albinus
I rollen som Ulrik optræder den erfarne skuespiller Jens Albinus. Han er uddannet på skuespillerskolen ved Aarhus teater i 1989 og har haft en stor karriere på teatre i Danmark og Tyskland - både som skuespiller, dramatiker og instruktør.
På film debuterede han i Lars von Triers dogmefilm 'Idioterne', men fik sit store folkelige gennembrud som hovedrollen i den populære tv-serie 'Ørnen'. Desuden har han leveret store præstationer i film som Nils Malmros' 'At kende sandheden', Lars von Triers 'Direktøren for det hele' og 'Nymphomaniac' samt film som 'Forbrydelser', Stille hjerte' og 'Idealisten'. Desuden kender vi ham også fra tv-serien 'Borgen'.
Mercedes Cabral
Som 'Rosita' ses den filippinske skuespillerinde Mercedes Cabral, der ikke er så kendt i Danmark, men har medvirket i over 50 film og tv-serier og er en af de mest kendte skuespillere på Filippinerne. Blandt de film, hun har optrådt i, er Chan-wook Parks koreanske vampyrfilm 'Thirst' og filmen 'Kinatay', som instruktøren Brillante Mendoza vandt Instruktørprisen for ved Cannes Filmfestivalen i 2009.
Mikkel Boe Følsgaard
Karrieren er gået stærkt for 32-årige Mikkel Boe Følsgaard de senere år. Fra at være elev på Statens Teaterskole blev han i 2012 med ét slag international kendt, da han vandt Sølvbjørnen på filmfestivalen i Berlin for bedste mandlige hovedrolle for sit portræt af kong Christian VII i Nicolaj Arcels film 'En kongelig affære'.
Mikkel Boe Følsgaard måtte ile hjem fra klapsalverne i Berlin for at gøre sin skuespilleruddannelse færdig. Han blev senere belønnet med en Bodil for rollen og er siden især blevet kendt for sin medvirken i tv-serien 'Arvingerne', hvor han spiller lillebroren Emil. Desuden har vi set ham i TV 2-serien 'Dicte', i krigsdramaet 'Under sandet' og som landsholdspilleren Kim Vilfort i Kasper Barfods 'Sommeren ´92'. Senest har han medvirket i 'De standhaftige' og den biografaktuelle 'Fuglene over sundet' om jødernes flugt til Sverige under Anden Verdenskrig.