TV 2 nomineret til tre FUJ-priser

’Moskeerne bag sløret’ er nomineret til FUJs graverpris (hovedprisen). (Foto: TV 2)

’Moskeerne bag sløret’ er nomineret til FUJs graverpris (hovedprisen). (Foto: TV 2)

08. november 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

FUJ-juryen er nået frem til, hvem der skal nomineres til FUJ-priserne 2016. TV 2, der vandt en FUJ-pris sidste år, er nomineret i tre ud af fire kategorier.

Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) arbejder for at fremme den undersøgende journalistik i danske medier og uddeler hvert år FUJ-prisen, hvor TV 2 sidste år vandt i tv-kategorien for programmet ’Operation X: Den store job-fidus’. I år uddeles priserne i platformsneutrale kategorier, og her er TV 2 nomineret i tre ud af fire kategorier:

FUJs graverpris (hovedprisen): Martin Kjær Jensen og Irene Thyrri: ’Moskeerne bag sløret’ / Dokumentarkompagniet og TV 2FUJs formidlingspris: Peter Vesterlund og Kaare Gotfredsen: ’Victors hellige krig’ / TV 2FUJs metodepris: Emil Ellesøe Ditzel: Problemerne med politiets evaluering under terrorangrebet / TV 2

- Jeg er super stolt af nomineringerne. Vi vandt FUJ-prisen sidste år, og jeg ser det som et skulderklap til vores store fokus på undersøgende journalistik og vores ønske om at være førende på dokumentarområdet i Danmark og sætte dagsorden med vores programmer, siger Thomas Breinholt, programchef på TV 2.

I indstillingerne for de tre TV 2-nomineringer står der bl.a. følgende:

’Moskeerne bag sløret’:
Moskeerne bag sløret er det vigtigste stykke undersøgende journalistik, der er bedrevet i Danmark i flere år. Programmerne kaster lys ind i en svært tilgængelig og delvis mørklagt verden og bidrager dermed med vigtig ny viden om årsagerne til den problematiske integration af visse grupper af flygtninge og indvandrere.

’Victors hellige krig’:
Programmet om den 21-årige selvmordsbomber fra Aarhus giver et stærkt og nært indblik i, hvad der får unge danske mænd og kvinder til at rejse på jihad hos Islamisk Stat. Historien er fortalt gennem de personer, der var tættest på Victor Kristensen, herunder hans mor og kilder i det islamistiske miljø i Aarhus. Så langt så godt. Imidlertid er det råoptagelserne lavet af Islamisk Stat selv, der gør, at man kommer helt tæt på Danmarks så vidt vides første selvmordsbomber. Optagelserne er et unikt kig bag facaden hos terrororganisationen, der normalt kun udgiver velproducerede, polerede propaganda-videoer.

’Problemerne med politiets evaluering under terrorangrebet’:
Terrorangrebet på Krudttønden og Synagogen skabte danmarkshistorie. Selv om der efter angrebet kunne sættes alvorlige spørgsmålstegn ved politiets indsats, var det politiet selv der stod for evalueringen af forløbet. Den konkluderede, at politiet ”overordnet havde gjort et godt stykke arbejde”, og at der nu ”skulle kigges fremad”. Emil Ellesøe Ditzel indstilles, fordi han kiggede tilbage. Og fordi han dokumenterede, at politiet ikke var ”velforberedte og velorganiserede”, som det blev konkluderet i evalueringen.

Alle de nominerede kan ses på fuj.dk. Vinderne bliver kåret 20. november på Dansk Journalistforbunds Fagfestival i Odense. Under fagfestivalen vil de nominerede holde foredrag om deres undersøgende projekter og metode bag.

Billede {0} af {1}