TV 2 SPORT sender direkte fra EM i badminton

Jan Ø. Jørgensen en af verdens bedste badmintonspillere, og han er en af de danske spillere, der kan følges, når TV 2 SPORT sender direkte fra EM i badminton for hold. (Foto: Asger Ladefoged / TV 2)

Jan Ø. Jørgensen en af verdens bedste badmintonspillere, og han er en af de danske spillere, der kan følges, når TV 2 SPORT sender direkte fra EM i badminton for hold. (Foto: Asger Ladefoged / TV 2)

03. februar 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Masser af danskere er i aktion, når der spilles EM i badminton for hold i Rusland. TV 2 SPORT sender direkte otte timer om dagen fra finaleweekenden, og de russiske arrangører kan godt begynde at gøre Dannebrog klar.

Dansk badminton har tradition for at være blandt de allerbedste i Europa, og der er grund til at tro, at den tradition holdes i hævd, når der spilles EM i badminton for hold i Kazan i Rusland 16.-21. februar.

TV 2 SPORT sender direkte fra turneringen, hvor spillere som Viktor Axelsen, Jan Ø. Jørgensen, Mathias Boe og Carsten Mogensen, Line Kjærsfeldt og Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er blandt de danske profiler, der kan bringe Dannebrog til tops. Målet for EM, der er aftalt mellem Team Danmark og Badminton Danmark, er også tydeligt:

- Vi skal genvinde de to guldmedaljer, vi sikrede til Danmark i 2014, og vi vil sikre os adgang til VM for herre- og kvindehold i Kina til maj. Vi stiller med to stærke hold med en god blanding af rutinerede kræfter og yngre talenter, fortæller sportschef Finn Trærup-Hansen fra Badminton Danmark.

Svært mål for kvinderne
EM er delt op i et herrehold, der spiller tre singler og to doubler, og et kvindehold med de samme kampe. På herresiden er optimismen stor med afsæt i en række topspillere og deres gode præstationer holdt op mod den konkurrence, de kan se frem til i Rusland,

- Med de topspillere og den bredde, det danske herrehold har til rådighed, må Danmark være storfavorit til endnu engang at sikre sig mesterskabet, selvom der kan blive kamp til linjen i flere af de enkelte kampe mod de værste konkurrenter England og Tyskland, fortæller Finn Trærup-Hansen. 

I forhold til kvinderne ser det lidt sværere ud. Ikke fordi de ikke er blandt de bedste i Europa, men simpelthen fordi, der lige nu er rigtige mange gode kvindelige konkurrenter.

- Vi må gå ud fra, at kvindeholdet vil møde en noget større konkurrence, og der vil være meget mere spænding i både de enkelte kampe og holdkampen. Men vi tror på, at vi har gode chancer for at hive målsætningen i land, siger Finn Trærup-Hansen.

Se trailer for EM-badminton på TV 2 SPORT her.

Vigtigt EM
Udover at spille om medaljer er det vigtigt, at Danmark når semifinalerne, da det sikrer adgangen til VM for hold til maj. Det er femte gang, der spilles om et officielt EM for herre- og kvindehold. Tidligere blev der afviklet en europæisk kvalifikationsturnering til VM for herre- og kvindehold (kaldet Thomas Cup og Uber Cup).

EM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY
Danskerne og EM i Rusland kan følges direkte på TV 2 SPORT og på TV 2s streamingtjeneste TV 2 PLAY. Kampene kommenteres af TV 2 SPORTs Dennis Bostrup sammen med ekspert og tidligere elitespiller Jim Laugesen, og Kristoffer Møldrup rapporterer løbende direkte fra Kazan med kommentarer fra spillerne.

EM spilles 16.-21. februar. TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender direkte otte timer om dagen fra de sidste to afgørende dage 20. og 21. februar med start fra kl. 10.00.

Billede {0} af {1}