Charlie Hebdo-terror – ét år efter

Maryse Wolinski var gift med tegneren Georges Wolinski, der blev dræbt i terrorangrebet mod satirebladet Charlie Hebdo i Paris. (Fotos: Films of Record / TV 2)

Maryse Wolinski var gift med tegneren Georges Wolinski, der blev dræbt i terrorangrebet mod satirebladet Charlie Hebdo i Paris. (Fotos: Films of Record / TV 2)

06. januar 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 dækker og markerer årsdagen for terrorangrebet på Charlie Hebdos redaktion i Paris.

Torsdag 7. januar er årsdagen for terrorangrebet på det satiriske magasin Charlie Hebdo i Paris, hvor to maskerede mænd, brødrene Said og Cherif Kouachi, dræbte 12 og sårede 11 personer. Senere påtog terrorgruppen al-Qaeda sig ansvaret for Charlie Hebdo-massakren. 9. januar opstod der en anden gidseltagning i et jødisk supermarked i Paris-bydelen Porte de Vincennes. I alt blev 20 personer dræbt, medregnet tre terrorister, på fire lokaliteter i Paris i dagene 7.-9. januar 2015, og mindst 14 blev såret.

På TV 2 og TV 2 NEWS dækkes og markeres årsdagen for terrorangrebet i Paris tæt. Det sker på tv2.dk, i dagens og aftenens nyhedsudsendelser, i to udenlandske dokumentarer og i ’Go’ morgen Danmark’, der stiller spørgsmål til, hvad terror gør ved et samfund.

TV 2s Europa-korrespondent Lotte Mejlhede er i Paris, hvorfra hun laver indslag til TV 2 Nyhederne og rapporterer på TV 2 og TV 2 NEWS om de begivenheder i Paris, der markerer årsdagen for terrorangrebet.

På TV 2 NEWS vil der i løbet af dagen og aftenen være forskellige gæster i studiet, der perspektiverer terrorangrebet på Charlie Hebdo og ser på tilstanden i Frankrig og Europa et år efter de tragiske begivenheder i januar 2015.

7. januar 2015 blev Paris ramt af et terrorangreb mod dels satirebladet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked. 17 mennesker blev dræbt og flere såret.

To dokumentarer
Senere torsdag aften sender TV 2 to dokumentarer om terror. Den første hedder ’Charlie Hebdo - tre dage der rystede Paris’ og fortæller om angrebet time for time gennem nogle af de personer, der var helt tæt på. Blandt andre Maryse Wolinski, der var gift med tegneren Georges Wolinski, som blev dræbt i terrorangrebet, og Alain Couanon, der var gidsel i det jødiske Hyper Cacher-supermarked i Paris under angrebet.

Programmet efterfølges på TV 2 af BBC-dokumentaren ’Jeg vil giftes med en IS-kriger’. Hvad er det, der får unge kvinder til at opgive deres liv i England, forlade venner og familie for at blive en del af terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien og Irak?

BBC-dokumentaren går tæt på fem forskellige piger, der har truffet netop dette valg - fra den 21-årige Aqsa Mahmood, en studerende fra Glasgow til Halane-tvillingerne fra Manchester, der som blot 17-årige flygtede til Syrien for at kæmpe for IS. Venner og familie giver et indblik i pigernes liv og tanker på det tidspunkt, hvor de forsvandt, mens vi også via vidner og billeder får et indblik i, hvad det er for et nyt liv, der venter pigerne.

'Charlie Hebdo - tre dage, der rystede Paris' vises på TV 2 torsdag 7. januar kl. 23.05. 'Jeg vil giftes med en IS-kriger' sendes samme aften kl. 00.10.

 

Billede {0} af {1}