U20 VM i ishockey med Danmark på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Jimmy Bøjgaard (tv) og Lasse Degn er kommentatorerne, når TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender direkte fra U20 VM i ishockey i Helsinki. (Foto: Jan Korsgaard / TV 2)

Jimmy Bøjgaard (tv) og Lasse Degn er kommentatorerne, når TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender direkte fra U20 VM i ishockey i Helsinki. (Foto: Jan Korsgaard / TV 2)

15. december 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender direkte fra VM i Helsinki, hvor de danske ishockeytalenter skal forsøge at gentage succesen med sidste års kvartfinale.

Der venter U20-landsholdet i ishockey en tung arv at løfte, når dette års VM på højeste niveau begynder mellem jul og nytår, hvor Danmark spiller alle sine fire gruppekampe ved VM-turneringen i Helsinki, Finland.

For et år siden lykkedes det træner Olaf Ellers tropper at spille sig hele vejen til en sensationel kvartfinale. Sensationel, fordi Danmark er en lille ishockeynation, som i mesterskaberne for et år siden lykkedes med flere milepæle ved f.eks. at spille sig til hele fire point i den indledende gruppe. Bl.a. ved at slå stormagten Tjekkiet på vejen mod kvartfinalen mod de senere verdensmestre Canada. Det gav genlyd ved junior-VM, som altid får megen opmærksomhed og bliver ekstremt højt prioriteret i de store ishockeylande, fordi der kun er deltagelse af verdens 10 bedste lande, og fordi det er nuværende og kommende NHL-profiler, som her traditionelt tester hinanden. For lande som Canada og USA er der mindst lige så meget prestige i at vinde junior-VM som i at vinde verdensmesterskabet for seniorer i maj.

Se trailer for VM i ishockey med Danmark her. 

Svær pulje
- Nu skal man nok ikke sætte næsen op efter en ny dansk kvartfinale, og det er der to årsager til: Danmark er i en ekstremt svær pulje, og holdet rummer umiddelbart ikke de samme topprofiler som Oliver Bjorkstrand og Nikolaj Ehlers, og sidstnævnte er jo også trådt direkte ind i NHL med stor succes. Det er der ingen på dette års U20-landshold, der har potentialet til, fortæller Jimmy Bøjgaard. Han er TV 2 SPORTs ishockeykommentator og kommenterer kampene sammen med ekspert og tidligere landsholdsspiller Lasse Degn.

Danmark håber indtil det sidste på netop Ehlers, som med sine 19 år stadig har alderen til at spille et sidste U20-VM. Men med sin NHL-succes i Winnipeg Jets er det næppe sandsynligt, at han får fri til dette VM.Cheftræner Olaf Eller skal altså finde andre veje, men det kan han måske også. U20-årgangen er godt trænet og stiller med spillere fra den hjemlige Metal Ligaen, fra nordamerikanske juniorhold og har traditionen tro en del fra den svenske hockeyskole. Bliver det ikke til kvartfinale efter de fire indledende kampe, så venter der nedrykningskampe mod formentlig Hviderusland, og det er ikke usandsynligt, at Danmark her kan sikre målsætningen om endnu en sæson blandt verdens 10 bedste juniorlandshold.

Åbner mod Schweiz

Første kamp er mod Schweiz 27. december, og det bliver en spændende VM-åbning mod et mandskab, som helt sikkert er revanchelystent, efter at Danmark ved sidste års VM vandt 4-3 på straffeslag, og dermed løb med kvartfinalepladsen for næsten af schweizerne, som måtte ud i nedrykningskampe mod Tyskland for at sikre pladsen her i Finland. Schweiz er som top-8-nation i verden dog en pæn favorit til at besejre Danmark her, men man ved aldrig med en åbningskamp.

Dagen efter er der kamp mod Canada, 30. december mod Sverige og 31. december mod USA, som er sidste kamp i gruppespillet.

Sendetidspunkter:

27/12 KL. 18:55: DANMARK-SCHWEIZ, direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY
28/12 KL. 18:55: DANMARK-CANADA, direkte på TV 2 PLAY og kl. 21:50 på TV 2 SPORT
30/12 KL. 14:55: DANMARK-SVERIGE, direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY
31/12 KL. 14:55: DANMARK-USA, direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Billede {0} af {1}