Vært Heidi Frederikke Sigdal har valgt at opsige sin stilling hos sporten på TV 2.
Et nyt år byder i sagens natur på nye tider, og det vil det også gøre for Heidi Frederikke Sigdal - og TV 2 - da Heidi Frederikke har valgt at opsige sin stilling som vært hos sporten på TV 2. Heidi Frederikke Sigdal har været hos TV 2 siden 2006, og seerne kender hende som vidende og engageret vært på bl.a. TV 2 Sportscenter og slutrunder i fodbold. Heidi Frederikke Sigdal har sidste arbejdsdag 31. marts 2016.
- Det har været en svær beslutning, som skulle lande rigtigt i maven, inden jeg var klar til at føre den ud i livet. TV 2 SPORT er en ganske særlig størrelse. Den bedste arbejdsplads, jeg kan forestille mig. Det er derfor også med stor vemod, at jeg har besluttet, at jeg ikke længere skal være en del af dette fantastiske hold af mennesker, som jeg holder så meget af, fortæller Heidi Frederikke Sigdal og fortsætter:
- Det har været et kæmpe privilegium for at mig at få lov til at være ombord på et af branchens mest søstærke skibe. Jeg er så ydmyg over alle de oplevelser, jeg har fået. Alle de fantastisk dygtige og dedikerede mennesker, jeg har haft glæden af at arbejde sammen med og lære af. Det har været en gave som journalist. Jeg forlader en redaktion med en enorm dynamik, stor professionalisme og medmenneskelighed. Og jeg kan kun sige tak for det hele.
Familie og fodbold
Motivationen for at sige op skal findes som en blanding af familieliv og faglig interesse.
- Når jeg så alligevel vælger at gøre det, er der jo også en grund. Jeg har to små børn og en familie, der har undværet mig i mange af deres vågne timer, fordi jeg har arbejdet med skæve arbejdstider i ni år. Og jeg har undværet dem. Når det alligevel har hængt sammen, er det fordi, jeg har været så privilegeret at få lov til at gå i dybden med den sportsgren, som betyder allermest for mig – nemlig fodbolden. Og jeg har været en del af det, jeg vil kalde Danmarks bedste landsholdsredaktion i hele min ansættelse på TV 2 SPORT. I dag er det dog andre rettigheder, der gør TV 2 SPORT til en kæmpe succes. Og fodbolden fylder ikke længere så meget på vores platforme. Derfor er det også det rigtige tidspunkt for mig at overlade banen til andre.
Frederik Lausesen er chef for sporten hos TV 2, og han er ked af, at Heidi Frederikke Sigdal har sagt op, men anerkender fuldt ud beslutningen.
- Jeg har stor respekt for Heidi Frederikkes beslutning. Vi vil komme til at savne hende, men på det menneskelige plan er jeg glad på hendes vegne over, at hun tager dette store skridt. Det er altid udviklende at kaste sig over nye udfordringer. Heidi Frederikke har altid brændt voldsomt for fodbolden - det har vi på TV 2 SPORT ikke så meget af længere, må vi bare konstatere. Herfra vil jeg bare ønske hende alt muligt held og lykke, siger Frederik Lauesen.
Hvad så nu?
Det store spørgsmål er naturligvis, hvad Heidi Frederikke Sigdal skal beskæftige sig med fremover. Det er endnu ikke helt ikke afklaret, men en ting er dog sikker.
- Hvad fremtiden bringer af arbejdsmæssige udfordringer, ved jeg faktisk ikke. Men jeg ved, at jeg får meget mere vågen tid sammen med mine børn og min familie, siger Heidi Frederikke Sigdal.