Golden League - generalprøve til EM

25. november 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 viser alle de tre kampe, og Thomas Kristensen og Bent Nyegaard kommenterer, når Danmarks håndboldkvinder varmer op til EM.

Kristina Kristiansen. (Foto: Polfoto / TV 2)

Knap to uger før åbningskampen ved håndbold-EM i Ungarn og Kroatien tester kvindelandsholdet formen ved et højt profileret Golden League-stævne i Norge. Her skal de danske kvinder op imod tre stærke håndboldnationer, der også er kvalificeret til EM, nemlig Norge, Serbien og Frankrig.

"Ambitionen er at vinde en medalje", siger den danske landstræner Jan Pytlick forud for EM i Ungarn og Kroatien.

Men inden holdet sætter sig på flyveren sydpå til slutrunden, forbereder det sig minutiøst, og som den vigtigste den af disse forberedelser er Golden League-stævnet i Norge, hvor det danske landshold får mulighed for at teste sig selv mod modstandere fra øverste hylde.

Til stævnet skal de forsøge at fortsætte de fine takter fra Golden League-stævnet i Danmark i oktober, som danskerne vandt. Landstræner Jan Pytlick tager i alt 17 spillere med til Golden League i Norge.

Ann Grete Nørgaard jubler over dansk scoring. (Foto: Jan Christensen / TV 2)

Ud over at Jan Pytlick bruger Golden League-kampene til at besætte alle pladser på EM-holdet, skal han og holdet også bruge kampene på at få spillet til at fungere optimalt. Som han siger til Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside:

- I forhold til weekendens Golden League går vi naturligvis efter at vinde alle tre kampe – men det vigtigste for os er, at vi forholder os til den positive proces, vi er inde i. Både spillemæssigt og mentalt, siger Jan Pytlick.

Op imod OL-vindere
Den første Golden League-kamp spilles torsdag 27. november klokken 18.20, hvor Danmarks VM-bronzevindere spiller imod Norges forsvarende OL-mestre, og det betyder håndbold i absolut verdensklasse.

Da de to hold mødtes i begyndelsen af november, vandt de danske piger 26-22 efter at have været bagud i første halvleg. De norske jenter er denne gang på hjemmebane, og det bliver spændende at se, om de danske håndboldspillere kan vinde igen i Larvik, hvor de ud over et stærkt norsk hold også har en masse hujende norske fans imod sig.

Louise Burgaard. (Foto: DHF / TV 2)

Mulighed for revanche
De danske harpiks-kvinders anden kamp bliver spillet fredag 28. november klokken 16.50, ligeledes i Larvik, og her er modstanderen de fysisk stærke VM-sølvvindere fra Serbien. De danske kvinder tabte 23-22 til Serbien sidste gang, de mødtes, men da spillede Serbien også på hjemmebane under VM.

Denne gang foregår kampen på neutral grund i Norge - og det er en gylden chance for de danske kvinder til at få revanche over serberne.

Et forsøg på oprejsning
I den tredje og sidste kamp ved Golden League-stævnet, søndag 30. november klokken 18.20, skal Kristina 'Mulle' Kristiansen og co. i kamp mod Frankrig i Oslo. Her vil de danske håndboldpiger forsøge at få oprejsning for nederlaget i Holstebro i starten af oktober, hvor de tabte 19-22 til Frankrig.

Frankrig er et land med stolte håndboldtraditioner og har en liga på højt niveau, men Frankrigs kvindelandshold har ikke rigtigt slået til de seneste par slutrunder.  Det ønsker de franske kvinder at ændre på ved det kommende EM, og den bedste forberedelse for dem er selvfølgelig at slå de danske VM-bronzevindere - hvis de kan?

--------------

Mens TV 2s hovedkanal sender Danmarks tre Golden League-kampe, kan turneringens øvrige tre kampe ses på TV 2 PLAY. Torsdag spiller Serbien-Frankrig, fredag spiller Norge-Frankrig, mens Norge-Serbien kan følges på TV 2 PLAY søndag.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}