TV 2 transmitterer direkte fra skolefodbold-finalerne

06. april 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Onsdag 9. april afgøres årets skolefodboldturnering i Farum Park, hvor de fire bedste skolefodboldhold tørner sammen i finalerne for piger og drenge.

Fra semifinalen hos drengene mellem Stavnsholtskolen fra Farum (i grønne spillertrøjer) og Herstedvester Skole i Albertslund. Semifinalen blev vundet af Stavnsholtskolen, der hermed har fordel af hjemmebane i onsdagens finale. (Foto: Henrik Schou)

Skolefodbolden ruller igen, og Danmarks drenge- og pigehold kæmper om æren som Danmarks bedste hold i DBUs og Ekstra Bladets skolefodboldturnering. De mere end 1400 tilmeldte hold fra hele Danmark har spillet sig gennem alle indledende runder og senest semifinalerne i uge 14.

Nu er det blevet tid til finalerne i Farum Park, der igen i år transmitteres direkte på TV 2. Det sker onsdag 9. april fra klokken 13.00 og frem til klokken 17.00.

Hos pigerne mødes Skolen på Herredsåsen fra Kalundborg og Bording Skole i Ikast-Brande Kommune. Hos drengene bliver finalen et opgør mellem Nordstjerneskolen fra Frederikshavn mod Stavnsholtskolen fra Farum, der hermed har fordel af hjemmebanen i Farum Park.

Thomas Kristensen. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Stærkt TV 2-hold dækker finalerne
Når finalen sendes på TV 2, er Thomas Kristensen vært og kommentator, og ved hans side i kommentatorboksen sidder TV 2s fodboldekspert, Morten Bisgaard. Reporterne Anders Krog Sørensen og Thomas Sønnichsen er klar på grønsværen med interviews og reaktioner fra kampene.

- Skolefodboldfinalerne er en stor dag for de deltagende skoler og ikke mindst for de elever, der er så heldige og dygtige, at de får lov til at være med. For eleverne bliver det et minde for livet, og måske er finaledagen den dag, hvor et stort talent springer ud på åben skærm, siger vært og kommentator på TV 2, Thomas Kristensen og fortsætter:

- TV 2 Sporten har i mere end 15 år været helt tæt på begivenheden, og vi værdsætter dagen og glæder os til et ungdommeligt selskab i Farum.

Seertallene til skolefodbold-finalerne har i de seneste år ligger på mellem 31.000 og 66.000 til pigefinalen, der sendes først, og mellem 33.000 og 100.000 til drengefinalen. Selv om skolefodbold-finalerne sendes på en hverdagseftermiddag, kan seertallene hermed måle sig med nogle af de superligakampe, der transmitteres på f.eks. TV 2 SPORT 1 og Canal 8 Sport.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}