Vinterferie på verdens sjoveste byggeplads

11. februar 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Igen i år kan børn og barnlige sjæle slippe fantasien løs i vinterferien, når Bella Center danner ramme om LEGO World.

LEGO World er blevet en tilbagevendende begivenhed for mange familier, og igen i år er TV 2 sponsor på et af de største familiearrangementer i Danmark.

LEGO World og Bella Center slår for sjette gang dørene op i vinterferien, og torsdag 13. februar til søndag 16. februar kl. 10-17 kan både store og små glæde sig til tonsvis af klodser, LEGO-temaer, masser af aktiviteter og ikke mindre end 300 LEGO-modeller. 

- Med LEGO World er det formålet at samle danskerne, og der er noget for alle børn og barnlige sjæle, der er vilde med LEGO. Vi er glade for traditionen, hvor vi hvert år får mulighed for at tilbyde vores kommercielle partnere et udvidet samarbejde, der både giver eksponering og mulighed for at deltage aktivt i Bella Center, når LEGO World løber af stablen, siger Jacob Fischer-Nielsen, kommerciel marketingchef på TV 2.

Leg og oplevelser for hele familien
Bella Center er pakket med LEGO-klodser og aktiviteter, der lægger op til mange spændende oplevelser for hele familien.

Som noget nyt kan børnene besøge DBU’s store Fodboldfanzone med hele 1600 kvadratmeter sjove og udfordrende fodboldaktiviteter, der giver mulighed for en fodboldlektion af DBU’s trænere, samt en udfordring i den store skattejagt.
 
Igen i år vender danseområdet i det populære LEGO Friends univers tilbage, og denne gang er det Mads Vad og Thomas Evers Poulsen, der byder op til dans. De besøgende kan også glæde sig til en hyggelig dag på DUPLO-bondegården, afslapning i LEGO-biografen og en imponerende LEGO-model, Washington Capitol, der er bygget af ikke mindre end 750.000 LEGO-elementer og har en længde på 4,3 meter og en højde på 1,2 meter.  

Der er også mulighed for at hjælpe politiet med at fange røverne i LEGO City, gå på opdagelse blandt guldgraverne og finde vej i LEGO-labyrinten.

TV 2s partner i forbindelse med LEGO WORLD er igen i år SEAT, der udstiller biler og giver børnene mulighed for at bygge deres drømmebil i LEGO. SEAT udlodder også LEGO-præmier til dagens mest kreative bildesigner.

------------------

Køb billetter online og spring billetkøen over her.

Læs mere om LEGO WORLD her.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}