
Den historiske etape til Alpe d’Huez er TV 2s etapetransmission nummer 500 i udgave nummer 100 af Tour de France – i Jørgen Leths Tour nummer 30.
18. etape til Alpe d'Huez er en af Alberto Contadors chancer for at ændre på stillingen i toppen af Tour-klassementet. (Foto: Alloverpress / TV 2)
Arrangørerne fejrer Tour de France’ 100-års-jubilæum ved at skabe en af de mest alsidige og interessante ruter, der længe er set. Især i løbets sidste fire-fem dage har arrangørerne skabt etaper, der kan vende rundt på betydelige dele af klassementet.
Og 18. etape, der transmitteres torsdag 18. juli, kan blive afgørende for betydelige dele af klassementet.
Etapen Gap - Alpe d’Huez er ikke den længste af slagsen, men det er alligevel etapen, alle ser frem til. Dagens 172 kilometer anses som kongeetapen i årets Tour, der slutter på mytologiske Alpe d’Huez med gennemsnitlige stigningsprocenter over otte.
Det er første gang i Tourens historie, at rytterne to gange på samme dag skal køre igennem de 21 hårnålesving.
Dennis Ritter (tv.) kommenterer sammen med Jørgen Leth og Rolf Sørensen Tour de France. (Foto: Per Arnesen / TV 2)
Efter 108 kilometer og to kategori 2-stigninger rammer rytterne Bourg d’Oisans, og så skal de først op ad Alpe d’Huez og derefter videre mod endnu tyndere luft på Col de Sarenne.
Derefter kører rytterne en meget svær nedkørsel, indtil de rammer bunden af Alpe d’Huez ved La Ferrière - og så skal op af Tourens måske mest berømte stigning én gang til!
”Tour de France: Studiet” begynder allerede klokken 11.30, inden TV 2 sender kongeetapen direkte fra klokken 12.10. Med TV 2 Play kan Touren også ses på computer, mobil og tablet. TV 2 Play viser samtlige etaper og studieudsendelser.
Kommentatorer på TV 2s transmission er naturligvis Dennis Ritter, Jørgen Leth og Rolf Sørensen.
Sidste års nummer to på Touren, Chris Froome, fører på nuværende tidspunkt Tour de France. (Arkivfoto: Alloverpress / TV 2)
TV 2-jubilæum
Også set i TV 2-sammenhæng er der tale om en særlig etape – ud over at det er første gang, Alpe d’Huez bestiges to gange på samme dag, ud over at det er i år er Tour de France udgave nummer 100, og ud over at Jørgen Leth i år dækker Tour de France for 30. gang.
Alpe d’Huez-etapen er nemlig TV 2s etape-transmission nummer 500.
Første Tour de France-liveudsendelse på TV 2 begyndte søndag 8. juli 1990 kl. 14.46. Det var 8. etape, der sluttede i Besancon. TV 2 indledte udsendelsen med korte referater af nogle af de tidligere etaper af 1990-løbet.
Fra kl. 15.11 sendte TV 2 direkte – og siden har TV 2 sendt samtlige prologer og etaper. Det drejede sig - før starten på sæson 2013 - om 482 transmissioner, og nummer 500 kommer altså torsdag 18. juli 2013 på toppen af Alpe d’Huez. Det bliver ikke meget bedre …