
De danske håndboldkvinder skal testes mod stærke nationer under Golden League-turneringen i Frankrig 20.-23. marts. Kampene bliver vist på TV 2 Charlie og TV 2.
Den danske fløjspiller Ann Grete Nørgaard og resten af landsholdet møder de stærke nationer Norge, Frankrig og Rusland ved Golden League-turneringen. (Foto: All Over / TV 2)
Der er masser at se frem til for håndboldelskere, når TV 2 og TV 2 Charlie viser Golden League-turneringen i Frankrig for kvindelandshold 20-23. marts. Turneringen er forberedelse til de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Tyrkiet senere på året. Værten i studiet under turneringen i Frankrig er Stine Jørgensen, der både har Anja Andersen og Trine Nielsen ved sin side. Kommentator til alle kampene er Thomas Kristensen og Bent Nyegaard.
Den kvindelandsholdstrup, som landstræner Jan Pytlick har indkaldt til turneringen i Frankrig, adskiller sig fra decembers EM-landshold, da der både er nye spillere med - og gamle garvede kræfter vender tilbage til landsholdet.
Skive fH’s playmaker Jane Schumacher debuterer på det danske kvindelandshold, og herudover er der comeback til Trine Troelsen og Camilla Dalby, der ikke har spillet for landsholdet siden OL. Også Maria Fisker og Trine Østergaard er tilbage på landsholdet, der møder de stærke nationer Norge, Frankrig og Rusland ved turneringen.
Kamp mod OL-vinderne
Den første kamp er mod Norge og bliver spillet onsdag 20. marts i La Roche-sur-Yon i Frankrig. Det er et klassisk opgør mellem to nationer, der har domineret kvindehåndbold i mange år.
Danmark har traditionelt haft det svært mod de stærke norske kvinder, men har faktisk vundet de tre seneste kampe mod dem. Men selvom Danmark er inde i en god stime, bliver kampen mod de olympiske mestre en hård test af de danske kvinder - og det bliver spændende at se, hvordan tilbagevendte rutinerede spillere som Trine Troelsen og Camilla Dalby falder til på holdet. Kampen bliver vist på TV 2 Charlie.
Den anden kamp fredag 22. marts i Nantes er mod de franske værter for Golden League-turneringen. Danmark har ofte haft det svært mod Frankrig, og denne gang bliver det ikke lettere af, at de franske kvinder har hjemmebanefordel. Man kan forvente en lige og tæt kamp, der især vil blive en hård fysisk test de danske spillere. Denne kamp bliver også vist på TV 2 Charlie.
Altid hårde Rusland
Den tredje og sidste kamp ved Golden League-turneringen er mod den altid hårde modstander Rusland. Den bliver spillet i Nantes lørdag 23. marts - og kampen bliver vist på TV 2. Sidst de danske håndboldkvinder mødte Rusland, var i den spændende kamp om 5-6.-pladsen ved EM - en kamp, Danmark vandt. Kampen i Frankrig mod Rusland er Danmarks sidste test inden de vigtige VM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet i juni, så Jan Pytlicks spillere skal helst vise storform her.
Program for Golden League-turneringen i Frankrig:
SuperMatchen: Danmark-Norge på Charlie onsdag 20. marts klokken 18.35
SuperMatchen: Danmark-Frankrig på Charlie fredag 22. marts klokken 20.50
SuperMatchen: Danmark-Rusland på TV 2 lørdag 23. marts klokken 14.55