"Alle for to" sætter rekord

04. februar 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Trods anmelderkritik overgår komedien "Alle for to" klart billetsalget på premieren på forgængeren "Alle for én".

Hovedkræfterne bag "Alle for to" er (fra venstre) Ronnie Fridthjof, Jonatan Spang, Rasmus Bjerg, Mick Øgendahl og Rasmus Heide.

Den nye danske komedie "Alle for to" er kommet endnu bedre igennem premieredagene i biograferne end forgængeren "Alle for én". Filmen er nu Fridthjof Films bedste åbningsfilm nogensinde - også bedre end selskabets øvrige succeser "Blå mænd" og "Julefrokosten".

Den gode premiere er skabt på trods af en række lunkne og kritiske anmeldelser. TV 2 har støttet produktionen af "Alle for to".

107.523 danskere har - efter de første fire dage og inklusive forpremierer - indløst billet til "Alle for to", skriver filmmagasinet Ekko.

Producent Ronnie Fridthjof, instruktør Rasmus Heide og manuskriptforfatter og skuespiller Mick Øgendahl har den seneste måned rejst rundt i Danmark for at vise filmen ved over 100 specialvisninger:

- Folk synes, den er pisse sjov. De griner og bliver i godt humør af at se den. Og så spiller det selvfølgelig også ind, at folk kender karaktererne fra etteren og har haft en god oplevelse med den, siger Ronnie Fridthjof til Ekko.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}