
Peter Mogensen og Michael Kristiansen fortsætter i ”Tirsdagsanalysen”, men ”Mogensen & Kristiansen” holder i 2013 pause og afløses af et helt nyt magasin, der kan være på skærmen i løbet af februar.
Kanalchef Mikkel Hertz, TV 2 NEWS. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)
TV 2 NEWS er på vej med et nyt politisk magasin, der i løbet af februar afløser ”Mogensen & Kristiansen”. Både Peter Mogensen og Michael Kristiansen fortsætter på TV 2 NEWS i det ugentlige program ”Tirsdagsanalysen” - men deres weekendmagasin holder efter fem år på skærmen en god, lang pause – året ud.
- Mogensen og Kristiansen er blevet et brand i sig selv og har med deres magasin på TV 2 NEWS sat nye standarder for, hvordan man på TV kan komme helt ind i maskinrummet på dansk politik. Det er ikke uden grund, at programmet i 2010 blev kåret som bedste aktualitetsprogram. Men Mogensen og Kristiansen har begge travlt, de trænger til en pause, og det benytter vi som anledning til at se, om vi kan udvikle et helt nyt politisk magasin, siger kanalchef Mikkel Hertz, TV 2 NEWS.
- Mogensen og Kristiansen forsvinder ikke fra skærmen. De vil fortsat være sammen med Lotte Mejlhede på NEWS hver tirsdag, ligesom de vil være med på transmissioner fra bl.a. politiske landsmøder, siger Mikkel Hertz.
Desuden vil de komme i studiet, når der opstår særlige begivenheder i dansk politik og TV 2 vil ligeledes i 2013 benytte sig af dem enkeltvis som politiske kommentatorer.