
Lene Maria Christensen fik sin anden Bodil-pris for hovedrollen i "En familie".
Fra den prisbelønnede "En familie" med bl.a. Lene Maria Christensen på rollelisten. (Foto: Rolf Konow).
Pernille Fischer Christensens og Zentropas prisbelønnede film "En familie", som er støttet af TV 2, fik endnu en pris, da Bodil-priserne blev uddelt lørdag 3. marts 2012.
Denne gang gik prisen til den 39-årige skuespiller Lene Maria Christensen, der fik prisen for "bedste kvindelige hovedrolle". I "En familie" spiller hun datteren Ditte i bagerslægten Rheinwald.
Jesper Christensen spiller filmens karismatiske patriark Rikard Rheinwald, bager og kongelig hofleverandør, der bliver alvorligt syg. Yndlingsdatteren Ditte (Lene Maria Christensen), der egentlig var på vej til drømmejobbet i New York med kæresten Peter (Pilou Asbæk), bliver stillet over for et svært valg: Skal hun forfølge sine egne drømme eller opfylde sin fars ønske om at overtage det stolte familieforetagende?
Det er Lene Maria Christensens anden Bodil-pris for "bedste kvindelige hovedrolle". Den første fik hun i 2009 for filmen "Frygtelig lykkelig" - og for samme rolle fik hun i øvrigt også 2009-Robert-prisen i samme kategori.