
”Lærkevej”-filmen får blandede anmeldelser, men også ros for at få en tv-serie til at vokse sig til en vellykket spillefilm.
Bryllup på Lærkevej i biograffilmen "Lærkevej - Til døden os skiller". (Fotos: Per Arnesen)
”Hvor er det rart at se, at de få gode morsomme ideer, vi har, trives på tværs af de forskellige platforme. Hvis der er noget, vi har brug for i biograferne, er det nemlig vellykkede komedier. Sådan en er ”Lærkevej – Til døden os skiller”
Sådan indleder filmanmelder Jacob Wendt Jensen sin firestjernede anmeldelse i Berlingske Tidende og flere regionale aviser af spillefilmen på ”Lærkevej”. Jacob Wendt Jensen skriver, at alle de gode og morsomme scener lige så godt kunne være fra tv-serien.
”Det indikerer, at vi efterhånden har fået et højt niveau på både DR og TV 2s serier”, skriver Jacob Wendt Jensen og slutter sin anmeldelse således:
”Jeg anbefaler, at man iler i biografen, hvor jeg forventer, at ”Lærkevej” vil sælge billetter til en placering blandt de fem mest sete danske film for hele året”.
Filmen får også fire ud af seks stjerner af Chili, cinemaonline.dk, Dagbladenes Bureau og af Ekstra Bladet, hvor Henrik Queitsch kalder ”Lærkevej – Til døden os skiller” ”et overordentligt vellykket vokseværk”. Han er positivt overrasket over, ”hvor ubesværet transformationen fra det ene format (tv-serie, red.) til det andet (spillefilm, red.) forekommer”.
”Hverken fugl eller fisk”
Lidt mere forbeholden er Kristeligt Dagblad, som giver tre stjerner og følgende skudsmål: ”Den er efter amerikansk mønster et forsøg på at forny den danske komedietradition. Det kan blive bedre, men den gør det ganske godt.”
I Politiken giver Kim Skotte tre ud af seks hjerter, og han er forbehjolden over for resultatet. Han skriver samtidig, at ”replikkerne sidder, som de skal, men ”Lærkevej”s guldkort er skuespillerne” og roser bl.a. Søren Spanning, Henrik Prip, Anette Støvelbæk og Søs Egelind.
Også Nordjyske Stiftstidende giver tre stjerner, mens aviser som B.T., Morgenavisen Jyllands-Posten og metroXpress er kritiske og giver to stjerner.
””Lærkevej – Til døden os skiller” er hverken fugl eller fisk og roder rundt et sted mellem farce og folkekomedie”, skrev Birgitte Grue i B.T.