
TDC fastholder TV 2 s hovedkanal i sit programudbud til alle HomeTrio-kunder.
Salgsdirektør Alexander Nørgaard-Madsen, TV 2|KanalSalg. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)
Selv om TV 2 fra januar bliver en betalingskanal, vil den stadig være til rådighed for alle TDC’s tv-kunder. Det har TDC besluttet.
- Vi har lyttet til kunderne, og langt de fleste ønsker at fortsætte med at se TV 2, som de altid har gjort. Derfor gør vi det nemt for vores kunder ved at fortsætte med TV 2 som en del af HomeTrio, siger direktør for tv, bredbånd og telefoni, René Brøchner, TDC Privat.
Den månedlige pris for HomeTrio hæves med 12,50 kroner som følge af betalingen til TV 2 – 10 kroner til TV 2 og 2,50 kroner i moms. Sammen med andre tiltag og et generelt kvalitetsløft på TDC’s tv-løsning giver det en samlet prisstigning på 20 kroner om måneden.
TDC er en af de tv-distributører, der er opmærksom på, at en del danske antenne-husstande kan risikere at miste TV 2 fra januar – eller kan miste deres tv-signal helt, hvis de modtager antenne-tv med et fjernsyn med MPEG2-teknologi. I den forbindelse etablerer selskabet den nye pakke HomeTrio Mini til en særlig introduktionspris samt gratis oprettelse og installation.
Flere muligheder og gode tilbud til tv-seerne
Hos TV 2 er salgsdirektør Alexander Nørgaard-Madsen, TV 2|KanalSalg, meget tilfreds med, at også TDC har valgt, at TV 2 fortsat skal være tilgængelig for alle selskabets kunder i 2012.
- Vi oplever, at overgangen til TV 2-betaling skaber ny og stærk konkurrence mellem tv-distributørerne. Det giver i sidste ende flere muligheder og gode tilbud til de danske tv-seere, og det glæder mig, siger Alexander Nørgaard-Madsen.
----------
Læs flere nyheder om TV 2s abonnementsbetaling her.