
Muligheden for at støtte indsamlingen til Afrikas Horn via TV 2s reklameblok inden det store indsamlingsprogram var populær. Otte virksomheder fik plads i blokken.
Flemming Rasmussen, kommerciel direktør, TV 2. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)
Arbejdet med den store indsamling til Afrikas Horn, der kulminerer med indsamlings-programmet på TV 2 og DR1 lørdag 27. august, er i fuld gang. Og da TV 2 gav stationens annoncører mulighed for at bidrage til indsamlingen ved at udbyde reklameblokken inden indsamlingsprogrammet som en donationsblok, tog det ikke lang tid, inden der kunne meldes udsolgt.
Otte virksomheder kom med i blokken, hvor annoncørerne - ud over spot-prisen for at være med i reklameblokken - betaler 50.000 kr. til ofrene for hungersnødskatastrofen. Derudover fordobler TV 2 det indsamlede donationsbeløb, der dermed samlet kommer op på 800.000 kr.
- Det glæder os meget, at så mange af vores kunder er med på at deltage i indsamlingen og bidrage til det gode formål. Vi har i øvrigt hele huset i gang med indsamlingen - fra Zulu til "Go' morgen Danmark" og "Go' aften Danmark" - og vi har også en indsamling kørende blandt medarbejderne, siger Flemming Rasmussen, kommerciel direktør for TV 2.
Virksomhederne, der bidrager til indsamlingen via donationsblokken, er Mekonomen, Danske Spil, McDonald’s, Codan, Jysk, Føtex, Svane Køkkenet og DONG Energy.
Nødhjælpsprogrammet samsendes på DR1 og TV 2 lørdag 27. august kl. 20.00. Både DRs og TV 2s forskellige medier vil blive brugt til at opfordre danskerne til at bidrage til indsamlingen.
Jes Dorph-Petersen og Kim Bildsøe Lassen er værter i programmet, der sendes direkte fra UNICEFs bygninger i København.
Sådan bidrager du:
https://www.afrikanu.dk/