
Sommeren er lig med Tour de France. Og på TV 2 er de sidste forberedelser inden lørdagens Tour-start i gang. Årets Tour byder en masse af det, seerne kender og elsker, men også nye elementer – og så er danskerne inviteret indenfor i Tour de France-studiet.
Hovedpersonerne i årets Tour de France er Andy Schleck og Alberto Contador. (Foto: All Over Press/TV 2)
Nu er de sidste ryttere blevet udtaget til Tour de France. Jakob Fuglsang er som forventet en del af Leopard Trek-holdet og bringer dermed antallet af danske deltagere op på fem – og på Kvægtorvet er det nye Tour de France-studie ved at blive bygget.
Netop studiet og dets placering er den mest synlige nyskabelse i årets Tour de France-dækning på TV 2.
Studie med publikum
- I år inviterer vi danskerne endnu tættere på Touren. Sidste år havde vi stor succes med at invitere til rundvisninger, så i år inviterer vi danskerne med ind i Tour de France-studiet, som bliver med publikum. Samtidig flytter vi studiet udenfor, så det foregår i gården på Kvægtorvet, og vi kan allerede mærke, at interessen for at opleve TV 2|SPORTENs Tour de France-dækning på nærmeste hold er stor, siger TV 2s Tour de France-redaktør, John Jäger, og tilføjer:
- Med udgangspunkt i tilkendegivelser fra seerne prøver vi hele tiden at forfine Tour-produktet – således også i år, hvor vi forsøger at inddrage danskernes og deres meninger i vores tv-dækning – men ellers holder vi fast i mange af de ting, som vi ved, at danskere er glade for. Dennis Ritter, Jørgen Leth og Rolf Sørensen sidder i kommentatorboksen i Frankrig, Thomas Kristensen og Henrik Jul sidder i studiet hjemme i Danmark, og der vil fortsat være ”Top-3’er”, ”Rolf & Ritter på Tour”, masser af live-interviewes med rytterne før og efter etaperne og spændende gæster i studiet hver dag.
Spændende Tour i vente
Touren på TV 2 - og på Sputnik, der også viser hele løbet - indledes lørdag 2. juli kl. 11.30, hvor Tour de France-studiet åbner første gang. Herefter følger daglig dækning fra verdens hårdeste cykelløb, der i løbet af årets 3.430 km blandt andet byder på tre bjergetaper i Pyrenæerne, tre i Alperne, en holdtidskørsel, 42,5 km enkeltstart på næstsidste dag og syv etaper, der ligger til sprinterne. Og så byder årets Tour de France på en særdeles spændende duel mellem Andy Schleck og Alberto Contador.
TV 2|SPORTEN er i øvrigt indehaver af en verdensrekord, idet de 106 timers Tour de France, der blev sendt på TV 2 sidste år, ikke overgås i nogen andre lande. Og samtidig er danskerne faktisk dem, der bruger mest tid på at følge Tour de France.
- Det forpligtiger selvfølgelig, men vi vil gøre alt for at leve op til seernes forventninger, siger John Jäger.