”Herre i eget hus” – mændene tager magten tilbage

02. februar 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Fra 16. februar og seks onsdage i træk hjælper nyt program på TV 2 en række mænd med at få mere magt i hjemmet, boligindretningen og parforholdet.

Pelle Hvenegaard og Rasmus Larsson hjælper mænd med at få mere magt i hjemmet, boligindretningen og parforholdet i "Herre i eget hus". (Foto: Per Arnesen/TV 2)


Kærlighed og gensidig respekt. Det er så yndigt at følges ad... Bare ikke når det gælder boligindretningen - for her har kvinderne for længst trængt mændene helt op i hjørnesofaens pyntepuder. LP-samlingen, sportstrofæerne og de overdimensionerede højttalere er blevet henvist til kældre og loftsrum og udskiftet med feminine og hyggelige bloklys, tørrede blomster og andet nips. Men nu skal det være slut. Vært Pelle Hvenegaard og en af Danmarks bedste designere, Rasmus Larsson er klar til at komme deres hårdtprøvede ’medmænd’ til undsætning – og fortælle kvinderne, hvor skabet skal stå i dette nye program på TV 2, som helt utraditionelt for den type program også henvender sig til mændene.

Kvinden flytter væk, mens mændene flytter møbler
I hvert af de seks programmer får et par foræret en eksklusiv make-over af deres hjem, udført af Rasmus Larsson, Pelle Hvenegaard og en af mandens venner. Rent praktisk forlader kvinden hjemmet i tre dage og overgiver magten og alle beslutningerne til sin mand. Hvordan kvinderne reagerer på deres nye, maskuline hjem kan man se hver onsdag kl. 21.25 fra 16. februar og seks uger frem, når Pelle og Rasmus gør de danske mænd til Herre i eget hus.

- Det har simpelthen været så fedt at være med til at få alle de mænd til at komme på banen igen i deres eget hjem og få fjernet alle pigernes pyntegenstande med hård hånd. Vi har mødt en række mænd, der fuldstændig har mistet sig selv – og som er langtfra den mand, pigen i sin tid giftede sig med. Rasmus og jeg har haft det rigtig sjovt med at luge ud i alt det hvide og lyserøde nips, som vore kære mænd er ved at drukne i. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle være med til at lave et boligprogram, men det her handler jo også meget mere om, at vi i en fri og meget humoristisk, drengerøvs-tone hjælper både manden og kvinden med at få manden tilbage, siger Pelle Hvenegaard.

I første program af "Herre i eget hus" er det Niklads, der får hjælp til lave om på Marias romantiske stil, der ellers præger deres fælles lejlighed. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

Niklads og Maria
I første program møder seerne Niklads (25) og Maria (25), som blev gift for et par år siden og nu bor sammen på Frederiksberg. Men efter brylluppet og den første forelskelse har lagt sig, er Niklads vågnet op i et hjem, som han ikke føler sig hjemme i. Maria har sat sig på indretningen, og hun kan godt lide den romantiske stil. Hvidt og hyggeligt, hvidt og romantisk eller simpelthen bare hvidt i hvidt, og det er nu blevet for meget for Niklads, som har det skidt med at invitere fodboldvennerne med hjem i de tøsede gemakker. Derfor har han tilkaldt hjælp i form af Pelle Hvenegaard og Rasmus Larsson, der med hård hånd skal hjælpe med at gøre Maria og Niklads' hjem mere maskulint.




-----------------------------------

Se hvordan det går i ”Herre i eget hus” hver onsdag fra 16. februar kl. 21.25 på TV 2.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}