”Station 2” på patrulje med grænsestrømerne

19. januar 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Mandag 24. januar viser TV 2 det første af en række nye ”Station 2 Patrulje”-programmer, der følger de danske grænsestrømeres arbejde.

I en ny serie følger vi grænsepolitiet i Danmark.


Mandag 24. januar kl. 21.40 vises det første af foreløbigt 10 helt nye afsnit af ”Station 2 Patrulje”. I denne sæson følger kameraholdet de danske grænsebetjente på patrulje ved de danske grænser mod syd.

I det første afsnit følges betjentenes arbejde ved Danmarks to eneste grænseafdelinger mod syd – de dansk-tyske grænser ved Padborg i Sønderjylland og Rødbyhavn på Lolland. Ved Padborg kører i tusindvis af køretøjer ind over grænsen døgnet rundt. Og i Rødbyhavn på Lolland ankommer færgen fra Tyskland hver halve time.

Politiets særlige grænseafdelinger er specialister på deres felt, og en stor del af deres arbejde handler om at lede efter våben og narko, og at kunne gennemskue mulige menneskesmuglere, forfalskede dokumenter og usande historier, når illegale indvandrere forsøger at krydse grænsen til Danmark  

”Station 2 Special”
Før seerne skal på patrulje med grænsebetjentene mandag 24. januar, sender TV 2 endnu en omgang ”Station 2 Special” - denne gang med det engelske BBC-program om internationale biltyve.

Politistyrker fra Felixstowe og Southampton jagter de organiserede kriminelle bander, som udnytter hullerne i fragtbranchen til at sende stjålne luksusbiler fra Storbritannien til Afrika og andre steder. Hver gang to biler i en container sejles til udlandet, tjener skurkene op til 800.000 kroner, og da flere end 1.000 containere hver dag forlader havnene, er det ikke let at tjekke.

I denne dokumentar besøger polske betjente North Yorkshire for at lære, hvordan britisk politi bruger det automatiske nummerplade-genkendelsessystem til at fange kriminelle, og en britisk betjent med biltyveri som speciale tager til Uganda for at oplære det lokale politi i at spotte en stjålen bil.

------------------------------

”Station 2 Special: De internationale biltyve” mandag 24. januar kl. 20.50 på TV 2.
”Station 2 Patrulje – Grænsestrømer” mandag 24. januar kl. 21.40 på TV 2.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}