
Jakob Cedergren, der spiller en af hovedrollerne i Thomas Vinterbergs "Submarino", er nomineret til Det Europæiske Filmakademis pris for bedste skuespiller.
Jakob Cedergreen (bagved til højre), der har hovedrollen i "Submarino" som den alkoholiserede Nick, er blevet nomineret til en stor europæisk filmpris. Hans bror i filmen spilles af Peter Plaugborg (tv.). (Foto: Per Arnesen)
Jakob Cedergren, der spiller en af hovedrollerne i Thomas Vinterbergs TV 2-støttede film "Submarino", er nomineret til Det Europæiske Filmakademis pris for bedste skuespiller 2010.
I "Submarino" spiller Jakob Cedergren den ene af to brødre, der er præget af en tragisk hændelse i barndommen. "Submarino" vandt i sidste måned Nordisk Råds filmpris.
De andre nominerede i kategorien Bedste skuespiller er Elio Germano i "Our Life", Ewan McGregor i "The Ghost Writer", George Pistereanu i "If I Want to Whistle, I Whistle" og Luis Tosar i "Cell 211".
Dansk film er desuden nomineret til to andre priser: "Armadillo" af Janus Metz i kategorien bedste dokumentar og "Ønskebørn" af Birgitte Stærmose i kategorien bedste kortfilm.
De europæiske filmpriser uddeles 4. december i Estlands hovedstad Tallinn.