
TV 2 har sikret sig rettighederne til næste sommers europamesterskaber for U21-landshold, der er den største fodboldbegivenhed på dansk grund nogensinde.
Når det danske U21-landshold næste sommer skal forsøge at vinde Europamesterskabet på dansk grund, kan det følges på TV 2, som netop har sikret sig rettighederne til EM-slutrunden. TV 2 viser Danmarks kampe samt semifinaler og finale, mens resten af kampene vises på TV 2 SPORT.
UEFA’s U21-slutrunde er den største fodboldbegivenhed på dansk grund nogensinde, og derfor er der naturligvis stolthed på TV 2|SPORTEN.
- U21-EM er en fodboldslutrunde for morgendagens stjerner. Der er masser af fremragende fodbold, masser af dramaer og høj intensitet, og vi glæder os til med TV 2|SPORTENs sædvanlige begejstring og nærvær at følge det danske U21-landshold med Simon Kjær og Christian Eriksen (billedet) i spidsen mod nogle af de største europæiske talenter, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og tilføjer:
- Det er som sagt den største fodboldbegivenhed nogensinde på dansk grund. Derfor synes vi, at den helt naturligt hører hjemme på TV 2, Hele Danmarks Hjemmebane, og derfor er vi selvfølgelig stolte over at have sikret os rettighederne.
Tilfredshed hos UEFA
Hos UEFA glæder man sig også over, at TV 2 viser EM-slutrunden.
- Vi er rigtig glade for den aftale, vi har lavet med TV 2 om, at de er tv-partner i værtslandet for næste sommers UEFA’s officielle Europamesterskab for U21-landshold. Aftalen er godt nyt for turneringen og specielt for fodboldfans i Danmark, som får muligheden for at følge hele slutrunden på TV 2 og sportskanalen TV 2 SPORT, siger David Taylor, CEO hos UEFA Events SA.
At U21-EM er morgendagens stjerner, bliver i øjeblikket bevist ved VM i Sydafrika, hvor Tysklands VM-bronzevindere har hele seks spillere med fra det hold, der i 2009 vandt U21-EM med en finalesejr på 4-0 over England. De seks er Mesut Özil, Manuel Neuer, Sami Khedira, Jérôme Boateng, Marko Marin og Dennis Aogo.
Endnu er kun Danmark sikker på EM-deltagelse, mens de øvrige syv deltagere findes i play off-kampe til oktober. EM-slutrunden spilles fra 11.-25. juni 2011 i Aarhus, Herning, Viborg og Aalborg.