TV 2 skaber kommerciel VM-succes

25. juni 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Et kommercielt VM-agenda-projekt på tværs af TV 2s tre salgsafdelinger og TV 2|SPORTEN giver mere end ti millioner nye kroner – altså penge, man ikke tidligere har tjent i forbindelse med en stor sportsbegivenhed. Samtidig har den kommercielle nytænkning givet danskerne fodboldfolkefest på Kvæsthusmolen.


Verdens største sportsbegivenhed har nu været i gang i to uger, men på TV 2 har forberedelserne været i gang siden november sidste år. Målet var, at VM-slutrunden i Sydafrika skulle bruges som afsæt for ny kommerciel tænkning på tværs af alle TV 2s platforme. Resultatet er blevet det største kommercielle og redaktionelle projekt i TV 2s historie. Og ikke mindst nye indtægter i TV 2s kasse.

Fodbold-folkefest på molen
Men det er ikke kun TV 2, der får glæde af projektet. For danskerne betyder det nemlig masser af nye tilbud og muligheder i forbindelse med VM-slutrunden, der også redaktionelt har fået tilføjet nyt indhold undervejs i projektet.

Således er TV 2s VM-studie, der åbner flere gange hver dag under slutrunden, placeret i Det Kongelige Teaters Skuespilhus på Kvæsthusmolen – og samme mole kommer under hele VM til at danne ramme om en fodbold-folkefest med storskærm, strandstole og loungestemning.

- Vi ønskede at udfordre os selv i salgsorganisationen og produktudvikle på vores dyre rettigheder og produkter, så vi kan tilbyde annoncørerne nye, kreative løsninger samtidig med, at vi genererer nye penge til huset og nyt indhold på skærmen og på nettet, siger TV 2s kommercielle direktør, Flemming Rasmussen, og tilføjer, at det, der startede som et rent kommercielt agenda-projekt, nu tegner til at blive et af de største 360 graders projekter i TV 2s historie.

Humanitært projekt på toppen
Således er fodbold-folkefesten på Kvæsthusmolen blevet til i samarbejde med fem store partnere, hvoraf Sony Ericsson også tilbyder indhold til TV 2s VM-site, vm.tv2.dk. Nytænkningen betyder også masser af VM på mobiltelefonen, tv-programmer med mulighed for interaktion for seerne og VM-kampe på HD.

- 360 graders projekter som det her kommer vi ikke til at lave fem-ti gange om året, men vi laver det dér, hvor det giver mening i forhold til formater, rettigheder, interesse og potentiale – kommercielt såvel som redaktionelt – altså der, hvor det giver nye produkter til annoncøren og nye tilbud til forbrugeren og som i det her tilfælde – et endnu større VM på alle fronter, siger Flemming Rasmussen og glæder sig over, at man på toppen af det hele har skabt et humanitært projekt.

- Med projektet STØT med STØVLER, hvor vi samler brugte fodboldstøvler ind til Sydafrika, kaster vi os ud i et rent humanitært projekt. Det er et godt eksempel på, at vi for alvor har tænkt ud af boksen, siger Flemming Rasmussen og tilføjer, at man undervejs er blevet inspireret af den kommercielle tænkning, man gør i Manchester United, der er et af verdens største kommercielle fodboldbrands.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}