
Torsdag 20. maj rykker TV 2|SPORTEN ud på deres største endagsproduktion, når de tager med alle landsholdsspillerne tilbage til græsrødderne. Resultatet kan ses på TV 2 torsdag 10. juni kl. 20.00.
Farsø UIK, SUB Sønderborg, Assens IF, Borup Fodbold, Thisted FC og Rosenhøj BK. Det er nogle af de fodboldklubber, som har opfostret nogle af de landsholdsspillere, der snart drager til VM i Sydafrika. Og det er nogle af de klubber, som TV 2|SPORTEN og de pågældende landsholdsspillere besøger torsdag 20. maj.
Her tager landsholdsspillerne nemlig tilbage til græsrødderne og besøger deres gamle folkeskole, den fodboldklub, hvor de trådte deres barnestøvler, og så skriver flere af dem autografer i lokale sportsforretninger. Og det hele bliver fulgt af et TV 2-kamera, fordi det skal ende med tv-programmet "Tilbage til græsrødderne", der sendes på TV 2 torsdag 10. juni kl. 20.00.
- Det er et fantastisk projekt, der giver os et unikt program, som vi glæder os rigtig meget til at vise seerne på TV 2, siger TV 2|SPORTENs redaktør Joakim Frøsig-Andersen og tilføjer, at det er en kæmpe produktion:
- Vi følger 26 landsholdsspillere, så det er den største ENG-produktion i TV 2|SPORTENs historie.
TV 2 og "Tilbage til græsrødderne" tager blandt andet med målmand Thomas Sørensen til Assens, med kometen Christian Eriksen til Middelfart, med Jakob Poulsen til Varde, med Thomas Kahlenberg, Michael Krohn-Dehli og Daniel Agger til Hvidovre og med Martin Jørgensen til Ryomgård.
Man kan læse meget mere om "Landsholdet tilbage til græsrødderne" på DBU's hjemmeside, hvor man også kan se en oversigt over alle de steder, landsholdsspillerne besøger.
-----
Læs i øvrigt om VM på TV 2s VM-site vm.tv2.dk