Flertal vil have undersøgelse af PET

05. januar 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

På baggrund af mandagens dokumentar på TV 2 ønsker et flertal i Folketinget en undersøgelse af PETs håndtering af Blekingegadebanden.

Tidligere efterforskningsleder Jørn Moos anklager PET for at have dækket over Blekingegadebanden. Bagved ses Bo Weymann, som var medlem af banden. (Fotos: Michael Lindebjerg / TV 2)


Efter mandagens TV 2-dokumentar "Blekingegade - sagen genoptaget" tegner der sig nu et flertal i Folketinget for en undersøgelse af Politiets Efterretnings Tjenestes (PET's) håndtering af Blekingegadebanden.

I TV 2-dokumentaren anklagede den daværende efterforskningsleder i Blekingegade-røveriet, Jørn Moos, PET for at dække over Blekingegadebanden, som kunne være stoppet langt tidligere.

Jørn Moos mener, at mordet på den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen kunne have været forhindret, hvis PET havde udleveret sine oplysninger til de kriminalbetjente, som efterforskede en række store og grove røverier, som banden var mistænkt for at stå bag.

- Det er ikke til at bære for mig, at der er så mange ofre, vi kunne have undgået, siger Jørn Moos, der stod i spidsen for opklaringen af Blekingegade-sagen.

"Det værste sludder," fastslår chefpolitiinspektør Per Larsen, der var operativ chef i PET i den pågældende periode, om Jørn Moos teorier. Per Larsen har senest tilkendegivet, at der efter hans mening er behov for en undersøgelse, når anklagerne mod PET fortsætter med at dukke op.

De to betjente, Johannes Pedersen (tv.) og Karsten Høy, stod frem i "Blekingegade - sagen genoptaget" for første gang og fortalte om deres oplevelser fra tiden, hvor en række grove røverier blev efterforsket.

Politisk flertal for undersøgelse
Efter dokumentaren tegner der sig et flertal for en ny og hurtig undersøgelse af PET's håndtering af sagerne om Blekingegadebanden.

- Ingen orker en ti-årig undersøgelse af PET. Det skal være en hurtig undersøgelse, som skal tilføres det nødvendige mandskab og de penge, der skal til, sagde Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, i NYHEDERNE 22.00 mandag aften.

- En undersøgelse skal afdække, hvad PET gjorde og ikke gjorde - og hvorfor. Vi skal kunne bruge undersøgelsen fremadrettet, så noget tilsvarende ikke kan gentage sig, sagde retsordfører Tom Behnke, De Konservative, i NYHEDERNE.

I løbet af de kommende uger afgøres det, om en undersøgelse af PET's håndtering af Blekingegadebanden skal igangsættes.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}