Eventyrfilm tv-premiere

17. december 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Fredag 18. december kl. 20.40 har TV 2 dansk tv-premiere på den imponerende eventyrfilm "Stardust" med nogle af Hollywoods største navne.

Michelle Pfeiffer som heksen Lamia i den amerikanske eventyrfilm "Stardust" fra 2007. Filmen bygger på en populær eventyrbog af Neil Gaiman.

Fredag 18. december kan du se en fantastisk eventyrfortælling for hele familien, der er krydret med romantik og humor, når TV 2 har dansk tv-premiere på den flotte "Stardust" fra 2007. I filmen må den unge Tristan drage ud på et storslået og farefuldt eventyr for at skaffe sin elskede Victoria et stykke af en stjerne. Den charmerende film bygger på en roman af Neil Gaiman, hvis børnebog "Coraline" også er blevet filmatiseret, og på rollelisten er en række af Hollywoods største navne, bl.a. Robert de Niro, Michelle Pfeiffer, Sienna Miller, Charlie Cox, Claire Danes, Rupert Everett og Peter O'Toole.

Da den unge købmandslærling Tristan (Charlie Cox) og hans udkårne Victoria (Sienna Miller) ser et stykke af en stjerne falde ned fra himlen, lover Tristan Victoria, at han vil finde stykket til hende. Men stykket er faldet ned i det farlige og magiske rige Stormhold, som ligger på den anden side af den gamle mur, der er i udkanten af byen. På trods af de mulige farer i det fremmede land bevæger Tristan sig ind i Stormhold, og et fantastisk eventyr kan tage sin begyndelse.

Stjernestykket er en smuk ung kvinde
I Stormhold er en stjerne nemlig ikke kun et skinnende objekt på himlen, men også - når stjernerne falder - en smuk, ung kvinde. Og det gør sig også gældende med dette stjernestykke, der viser sig at være den unge, smukke kvinde Yvaine (Claire Danes). Desværre er Tristan ikke den eneste, der leder efter Yvaine. Også heksen Lamia (Michelle Pfeiffer), der vil skære hendes hjerte ud for at stjæle hendes livskraft, og den begærlige prins Septimus (Mark Strong), som skal bruge den juvel, hun bærer om halsen for at blive konge, deltager i jagten.

Sætter alt ind på at stoppe Tristan
Yvaine synes, at Tristan trods alt er den mindst selviske af de personer, som jager hende, så hun begynder at fatte sympati for den unge mand. Det gør den berygtede luftpirat, Kaptajn Shakespeare (Robert De Niro), heldigvis også, for ellers ville de snart være faldet i kløerne på deres forfølgere. Imidlertid finder både prins Septimus og Lamia snart ud af, at Tristan og Yvaine er på vej mod Muren, så Tristan kan komme hjem og vinde sin Victoria, og de sætter alt ind på at stoppe Tristan og Yvaine inden det er for sent.

Robert De Niro og Michelle Pfeiffer
I "Stardust" medvirker nogle af Hollywoods største navne.

Robert De Niro har været Oscar-nomineret seks gange og har vundet den eftertragtede filmpris to gange, nemlig for "The Godfather part II" og boksefilmen "Raging Bull".

Michelle Pfeiffer har været Oscar-nomineret tre gange, nemlig for sit spil i filmene "Farlige forbindelser", "De Fabelagtige Bakerboys" og "Love Field".

Udover Robert De Niro og Michelle Pfeiffer, kan man bl.a. opleve fantastiske skuespillere som Sienna Miller, Charlie Cox, Claire Danes, Rupert Everett og Peter O'Toole.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}